kjække Modstand under Normanden Oberst Helgesen i Septbr. til Oktbr. s. A.
Sveriges og Norges Kong Oskar kunde ikke blive ligegyldig ved, at Krigsluen blev tændt i vort nærmeste Nabolag, og ved den Fare, som truede et nordisk Stammefolk. Saa lidet havde man alligevel endnu sat sig ind i det slesvigske Spørsmaal og aabnet sit Øje for dets Betydning for hele Norden, at selv Kong Oskar nu kun erklærede sine Rigers Sikkerhed sat i Fare, naar Tyskerne førte Krigen ind i det egentlige Kongerige. Efter af de svenske Stænder og Norges Storthing at have faat den fornødne Bevilgning og af det sidste tillige det fornødne Samtykke til mulig Anvendelse af Norges Stridskræfter indskrænkede han sig først til at sammendrage en svensk-norsk Hær i Skaane og lade endel svenske Tropper besætte Fyn, hvor deres Tjeneste forresten neppe trængtes. Samtidig søgte han imidlertid ogsaa at tilvejebringe Forlig mellem de stridende Parter, og under hans Mægling blev en Vaabenstilstand sluttet i Malmø den 2den Juli 1848. Efter denne skulde Preusserne, som alt iforvejen efter en skarp Trusel fra Rusland havde rømmet Nørrejylland, gaa ud af den danske Stat. Men nu begyndte et forargeligt Spilfægteri fornærmeligt for vor Styrelse, da man intet Hensyn fra tysk Side tog til de Vilkaar, hvorpaa den havde tilvejebragt Stilstanden og opgivet at yde Danmark virkelig Hjelp. Først negtede den preussiske General Wrangel – den Samme som nu har Overbefalingen over de fiendtlige Hære – at efterkomme sin Konges Bud under Foregivende af, at han stod under Centralmagten i Frankfurt, uagtet Preussen netop havde dennes Fuldmagt i Sagen, og da siden en ny Vaabenstilstand blev sluttet i Malmø den 26de August, og Preusserne forlod Landet, fandt de sig rolig i, at Oprørsregjeringen negtede at gaa ind paa Vaabenstilstanden, at den truede med at fængsle de Medlemmer af Besty-