relseskommissjonen for Slesvig, som Kongen af Danmark efter den trufne Aftale havde udnævnt, og at den fik indsat en rent schleswigholsteinsk Styrelse, der kungjorde den imens vedtagne Statsgrundlov for Schleswigholstein og lod endel nordslesvigske Bønder, som ikke vilde lystre dens lovløse Færd, nedsable.
Ogsaa i 1849 rykkede Preusserne ind i Jylland; men 4 Dager efter Slaget ved Fredericia eller den 10de Juli blev en ny Vaabenstilstand sluttet mellem Preussen og Danmark. Siden var ingen aabenbar Krig mellem Danmark og de tyske Forbundsstater, saa Danmark herefter alene skulde have med Schleswigholsteinerne at kjæmpe. Preussen viste sig imidlertid lige troløst. Det understøttede Oprørerne med Officerer og paa alle mulige Maader, og under Vaabenhvilen den næste Vinter, da Slesvig skulde styres af en Dansk og en Preusser med en Engelsmand til Opmand, mens Nordslesvig blev holdt besat af svensk-norske og Sydslesvig af preussiske Tropper, herskede Oprørsregjeringen under Preussernes Beskyttelse lige fuldt i den sydlige Del af Landet.
Omtrent 3 Uger før Slaget ved Isted eller den 2den Juli 1850 blev i Berlin sluttet endelig Fred mellem Danmark og Preussen paa Forbundets Vegne. Ved denne blev dog igrunden intet af Tvistepunkterne afgjort, idet begge Parter forbeholdt sig sine Rettigheder. Efter Sejren ved Isted skulde da Intet længer være i Vejen for, at Kongen igjen skaffede sig Raadighed over alle sine Lande. Men dette mødte mangehaande Vanskeligheder. Ved Freden havde Kongen lovet ikke lade sine Soldater rykke ind i Holstein for at gjenoprette den lovlige Orden der, førend Forbundets Mellemkomst forgjeves var paakaldt eller forsøgt. Først i Begyndelsen af 1851 blev Holstein besat af en østerrigsk Hær med Preussere i Baghaanden og Oprøret dæmpet, da Oprørsregjeringen og dens Hær opløstes,
