hvorefter dette Land indtil Videre blev styret af en Østerriger, en Preusser og en dansk Embedsmand (den holsteinske Greve Reventlow-Criminil). Men inden nu de tyske Stormagter overgav Landet til den lovlige Hersker, søgte de tværtimod Hensigten med Besættelsen at benytte denne til at aftvinge Danmark, som led under Følgerne af en treaarig Krig med dens store Udgifter og vel trængte til at faa Indtægterne fra alle Landsdeler, Indrømmelser i dets indre Forhold.
Danmark havde under Krigen ved Kongens og Folkets Samstemmighed faat sin Grundlov af 5te Juni 1849, nogetnær den frieste i Europa. Denne blev kaldt „Danmarks Riges“ for derved at betegne, at den skulde gjelde ikke alene for Kongeriget, men tillige for Slesvig. Men da Slesvig dengang var i Fiendehaand havde Valg til den grundlovgivende Rigsdag ikke der kunnet foretages, hvorfor Grundloven for det Første bare blev vedtagen for Kongeriget med Forbehold af senere nærmere at afgjøre, hvordan den skulde udvides til Slesvig. Og dette var endnu ikke skeet.
Da de tyske Stormagter underhandlede med Danmark om Holsteins Stilling i den danske Stat og dermed tillige blandede sig i Statens indre Ordning, havde Forholdene i Tyskland ganske snud sig. Revolusjonen var stanset, Parlamentet opløst, og den gamle Tids Mænd var atter komne til Magten. Disse og navnlig da de østerrigske Statsmænd, som dengang spillede aldeles Mester i Tyskland, var ingen Venner af Nasjonalitetsbevægelsen. De havde derfor Intet tilovers for den schleswigholsteinske Lære om, at Slesvig som et tysk Land hørte til Holstein og Tyskland; allerede ved Vaabenstilstanden i Berlin af 1849 var det desuden aftalt som Grundlag for Freden, at Slesvig ikke skulde være forenet med Holstein, men dog have egen Forfatning for sin Lovgivning og Bestyrelse. Men endnu mere var disse Statsmænd Fiender af en stor
