Folkefrihed; de ønskede derfor at komme den fri danske Grundlov tillivs, eller at den ialfald ikke skulde blive udvidet til Slesvig, og allermindst at Holstein skulde faa saadan Frihed.
Underhandlingerne drog ud indtil Begyndelsen af Januar 1852, da den danske Styrelse indførte en Helstatsordning og meddelte Forklaringer som de tyske Stormagter fandt sig fornøjede med, hvorefter de tyske Tropper forlod Holstein, og Forbundsdagen endelig 29de Juli 1852 billigede Østerrigs og Preussens Virksomhed og erklærede den Tyskland meddelte danske Helstatskungjørelse af 28de Januar 1852 for stemmende med Forbundets Love, forsaavidt den vedkom Holstein og Lauenburg. (Om Slesvig blev det erkjendt, at den ikke kunde fatte nogen Beslutning).
Den Afgjørelse, som da endelig blev truffen, var ikke sluttet som en Traktat eller bindende Overenskomst med bestemt angivne Forpligtelser. Den kom istand ved en Række Breve og Meddelelser med Bilag mellem vedkommende Udenrigsministre. Det er derfor vanskeligt at sige, hvorvidt Danmark paatog sig Forpligtelser, som var bindende for Fremtiden. Paa den ene Side var det nemlig fra dansk Side udtalt, at man ikke kunde give yderligere retlige Garantier for Forbundets og Holsteins forfatningsmæssige Rettigheder om end Suverænen af fri Magtfuldkommenhed kunde forstærke den moralske og til den Ende kunde bemyndige de danske Sendemænd hos de tyske Stormagter til i Fortrolighed at meddele disse Kongens Hensigter, – og hertil svarede den østerrigske Udenrigsminister, at Kongens Suverænitetsrettigheder ikke vilde lide noget Afbræk derved, at han meddelte sine Forbundne Oplysninger, hvorhos han for at vise Betydningen af saadanne Oplysninger mindede om den Erklæring, som Kristian den Aattende efter Udstedelsen af sit aabne Brev i 1846 frivillig gjorde Forbundsforsamlingen, der optog dem med samme Tanke og ingenlunde betragtede denne Forhand-