deres Fordring om Statens Ordning; men selve London-Traktaten indeholdt intet Forbehold herom.
De fleste europeiske Stater, deriblandt adskillige tyske, anerkjendte den nye Tronfølgeordning, som ogsaa efter adskillig Modstand den danske Rigsdag gik ind paa.
De tyske Magter havde under Holsteins Besættelse drevet sin Indblanding saa vidt, at de forlangte, at Kongen skulde tage mindre liberale og nasjonale Ministre. Det nye danske Ministerium blev derfor just ikke synderlig frisindet, og værre blev det siden. De nye Stænderforfatninger, det gav for Slesvig og Holstein, var meget aristokratiske[1].
Den danske Grundlov maatte indskrænkes og forandres, for at en ny Helstatsgrundlov skulde kunne bestaa ved Siden af den, og Rigsdagen vilde ikke give sit Minde til disse Forandringer, inden den havde set den nye Grundlov. Det Ørstedske Ministerium gav da, vistnok med de tyske Stormagters Billigelse, (26de Juli 1854) paa egen Haand en Helstatsforfatning. Denne gav Folket en yderst snau Ret, og Repræsentassjonen (Rigsraadet) skulde fra Først af kun bestaa af Kongevalgte; men disse saavelsom de Folkevalgte, der senere skulde komme til, skulde dog for hvær Landsdel velges i Forhold til Folketallet, paa samme Maade som det blev bestemt i den senere Forfatning.
Fra Tyskland hørtes ingen Indsigelse mod denne Grundlov eller dens Bestemmelser. Men den gjaldt i
- ↑ Den slesvigske Forsamling talte 43 Medlemmer hvoraf 4 valgte af de slesvigske Medlemmer af Ridderskabet, 5 af Ejerne af de adelige Godser, 5 af Presteskabet, 10 af Kjøbstadsborgerne, 17 af de mindre Landejendomsbesiddere, 1 fra Øen Ærø og 1 fra Øen Femern. De 9 ridderskabelige og Godsejere var alle tysksindede. Om nu end af de øvrige 34 Medlemmer endog de 21 tilsidst blev dansksindede, var dog de Danske i et fød Mindretal. Foruden at de fleste eller alle Prester efterhaanden sluttede sig til Regjeringen, var nu virkelig i den sidste Stænderforsamling Flerheden af de 29 Folkevalgte dansksindet.
