lovlig. Det hjalp ikke, at den danske Styrelse siden vilde afhjelpe den paastaaede formelle Mangel; man fremkom snart med andre Paastande talte om, at man ikke havde opfyldt Tilsagnet i Overenskomsten om at samle Landsdelene i en organisk og ligeartet Forbindelse, hvori ikke nogen Del skulde være den anden underordnet – og da det tyske Forbund erklærede Forfatningen ugyldig for Holsteins og Lauenburgs Vedkommende og truede med Eksekusjon i disse Forbundslande, blev Kongen nød til 6te Novbr. 1858 forsaavidt at ophæve den, mens den vedblev at bestaa for Kongeriget og Slesvig.
Det er bekjendt nok, hvilke Fordringer der under den lange fortrædelige Strid, som 1856–63 førtes, fremkom fra Holsteinernes og de tyske Magters Side[1]. Man paastod, at Ligeberettigelse ikke kunde finde Sted uden under Absolutismen, hvorfor Danmark maatte afskaffe sin fri Grundlov, – at ingen Lov og ingen Skat skulde have forbindende Kraft, hvis ikke Rigsdagen i Kongeriget og Stænderne i hvært af de 3 Hertugdømmer hvært for sig havde vedtaget den, – at Fellesforsamlingen maatte bestaa af lige mange Medlemmer for hvær af de 4 Landsdeler (Kongeriget har 1600,000, Lauenburg 50,000 Indbyggere!) –, o. s. v. – Paastande hvis fuldkomne Grundløshed allerede fremgaar deraf, at Østerrig og Preussen under ligeartede Forhold har sammensat sine Rigsdage efter Folketallet i hvær Landsdel.
Forbundsdagen havde erklæret sig tilfredsstillet ved Danmarks Indrømmelse af 1858, og Fellesforfatningen vedblev derefter nogen Tid at bestaa uanfegtet for Kongeriget og Slesvig. Men da man havde en Helstatsstyrelse med felles Finanser, Hær o. s. v., opkom altid nye
- ↑ Endel herom kan findes i de „Tidender fra Ind- og Udlandet,“ som vi har meddelt i „Folkevennens“ 7de til 11te Aargang.
