Ugrejer. Nye Fordringer fra tysk Side, nye Indrømmelser fra dansk. Den dygtige Udenrigsminister Hall drog sig stadig fegtende tilbage, men uden at opgive Hovedsagen, Slesvigs konstitusjonelle Forbindelse med Kongeriget. Eftersom den nasjonale Bevægelse i Tyskland atter blev stærkere, begyndte alle Regjeringer, selv Østerrigs, at fiske efter Folkegunst ved at tage sig af den schleswigholsteinske Sag og blande sig i Slesvigs indre Forhold[1]. I Februar og Mars 1862 protesterede først Østerrig og Preussen og siden Forbundsdagen mod Fellesforfatningen for Kongeriget og Slesvig som ugyldig. Mens de tyske Magter forkastede alle Danmarks Forslag som stridende mod Overenskomsterne af 1852, indlod de sig aldrig selv paa bestemt affattede Forslag. Deres aabenlyse Maal var at hindre Forholdene i den danske Stat i at vinde Fasthed, for at de ved første gunstige Lejlighed kunde kaste sig over Landet og berede det Polens Skjebne, navnlig for at vinde de slesvigske Sjøhavne. Og den nærværende frihedsfiendske preussiske Minister v. Bismarck har rentud sagt, at der ikke kan være Tale om sand Fred med Danmark, saa længe det beholder sine demokratiske Indstiftelser.
I Overensstemmelse med den svensk-norske Regjerings Raad og ønsket hos det store dansk-nasjonale Parti i
- ↑ Blandt de mange Klager over Danmarks Styrelse i Slesvig er ogsaa den om Partiskhed ved Embedernes Besættelse. Den, som er noget kjendt med Forholdene, veed dog, at mange baade Slesvigere og Holsteinere sad i de højeste Embeder, at mange Mænd, som havde viist sig utro under det forrige Oprør, blev siddende i sine Embeder og nu tildels paany har sluttet sig til Opstanden, at Styrelsen helst vilde besætte Embederne med Slesvigere, men at Forholdene var saadanne, at den først og fremst maatte søge Mænd, paa hvis Troskab den kunde lite, og at den derfor i de forløbne Aar mest maatte tage danske Kandidater, men at den netop nu havde begyndt at faa uddannet slesvigske Kandidater, der ikke var opdragne i Oprørets Skole.
