skriver En saaledes: „Posen er et væsentlig polsk Land, men Regjeringen føres der (af Prøjserne) paa Tysk, Øvrighedens Kungjørelser sker fordetmeste kun paa Tysk, Retten plejes mest paa Tysk, – saaledes, at de Sagskyldige og Sagførerne ikke forstaar Dommerne, og disse ikke dem, men maa bruge edsvorne Tolker, – den lærde Undervisning foregaar udelukkende paa Tysk, og Regjeringen lader Landet være uden alle højere Indretninger for at kunne tilegne sig en polsk Dannelse.“
En Rejsende siger om Tilstanden i Posen omtrent Følgende: „Naar jeg kommer ind i Posen, finder jeg, at Domstolene er tyske, i Hotellerne (Hærbergerne) tales Tysk, paa Jernbanerne ligesaa Embedsmændene er alle tyske, i Skolerne undervises (ikke alene i Tysk, men) paa Tysk, i alle Fald i de højere Klasser, saa man ingensteds i Posen finder en polsk-folkelig Skole at sætte sine Børn i.“ Han tilføjer, at der dog „tildels er polske Bøger at faa i Bogladerne‚“ ret som om dette næsten var mere, end En, under Tidens Pinagtighed for Øvrigt, skulde kunne vente.
De Krav, som Polakkerne i Posen fremkom med 1848, da de andre prøjsiske Landsdele og navnlig Hovedstaden, Berlin, rejste sig mod Regjeringen, dels stadfæster, hvad vi i det Foregaaende har lært om Folkelighedens Indhold, dels føjer de noget Nyt til. De gik nemlig ud paa følgende fem Ting: 1) Dannelsen af en posensk Hær til at træde i Stedet for den prøjsisk-tyske Krigsmagt i Landskabet, 2) Overdragelsen af alle Embeder til posenske Polakker (altsaa Afsættelsen af alle tyske Embedsmænd), 3) Oprettelsen af en Borgervæbning, til Sikkerhed nemlig mod ny Undertrykkelse 4) Afløsning af alle tyske Politimænd med indenlandske, med Polakker, 5) Oprettelsen af et Raad eller Udvalg af Polakker og Tyskere, for at omdanne Posens Styrelse og Lovgivning. – Dette sidste Punkt, No. 5, er naturligvis det vigtigste; ti ved Hjælp af en nogenlunde
