ønskede. Mange stred dog imod, saalænge de kunde. Men efter mindre end 110 Aar var Svenskheden sikret og gik fra nu af sin jævne Gang.
Ved samme Midler blev i kort Tid ogsaa svenske Love og svensk Rettergang almindelige i Skaane.
Hermed var dog Skaaningerne ikke aldeles forsvensket. Dels var nemlig ikke deres Tungemaal, og altsaa heller ikke deres Folkelighed, for saa vidt den hviler i Tungemaalet, blevet svensk helt igjennem, fordi om Kirken og Skolen nu var afført den sproglige Danskhed og iført Svenskhed, dels er det andre Ting ved Siden af Sproget, som gjør et Lands eller Landskabs Folkelighed. Til daglig Brug talte naturligvis de Danskfødde i Landskabet endnu Dansk, og først det næste Menneskekuld, der havde faat svensk Skoledannelse, begyndte vel mere eller mindre at rette sin Tale efter Præstens og Skolemesterens og de Svenskføddes, der var indflyttet som Embedsmænd, Godsejere eller Desl., samt efter de svenske Bøger. Ja, endnu den Dag idag taler Almuen paa Landet i Skaane mere Dansk end Svensk, og selv de dannede Klassers Svensk holdes af Gammelsvenskerne for mindre ægte, navnlig hvad Udtalen vedkommer. (Man sammenligne Forholdet mellem det oprindelige Maal i Norge og den ved dansktalende Præster og andre Embedsmænd samt ved Bibler, Salmebøger, Læsebøger, Lærebøger og overhoved ved dansk Boklighed hos os indpodede Dansk). Som „andre Ting,“ der enten straks efter Landskabets Afstaaelse eller senere virkede ved Siden af Maalskiftet til at løsrive Skaaningerne fra den danske Folkepersonlighed og hendrage dem til Svenskheden, kan nævnes, at de nu ikke længere havde Universitet eller Lovgivning eller højeste Kirkestyrelse eller Højesteret eller Hær eller Flaade eller Statskasse fælles med de Danske, men var bleven knyttet til Sverige ved alt dette Fællesskab, som var opløst i Forhold til Danmark. Hertil kom, at med det
