enten Tyskere eller dog ved Opdragelse og Vane paa Tyskhedens Side. Følgelig saa de snarere en Lykke end en Ulykke for Danmark deri, at Sønderjylland gik frem i Tyskhed; ti dette var i deres Øjne kun at gaa frem i Dannelse og borgerlig Lyksalighed. Da ikke Danmark i sin Helhed kunde iføres Tyskhed, saa var det dog altid godt, om den Del af det, der laa Tyskheden nærmest, kunde bli optaget i det tyske Vaterland og derved bli sat istand til at være med „i den europæiske Kulturstrømning.“
Dette kan hjælpe os paa Spor, saa vi faar Øje paa endnu en Sandhed vedkommende en Regjerings Folkelighed. Vi saa ovenfor, at Regjeringen over et Folk, for at være folkelig eller nasjonal maa udøve Styrelsen gjennem Folkets Modersmaal efter Love, som er paa samme Maal, ved indfødde Embedsmænd eller i alle Fald saadanne, som forstaar og nytter Folkets eget Maal. Vi saa videre, at dette ikke forslog, medmindre Regjeringen var indenlandsk udgaat fra Folket selv og ikke tilhørende et andet Land og Folk, saaledes som Polens Regjering egentlig er den samme som Ruslands, eller som Norge i mange Menneskealdere styredes fra Danmark og fik sine Love sendendes der nedenfra. Nu kan vi hertil lægge dette, at Regjeringen maa være folkelig sindet og ikke styre Folket i et andet Folkeslags Aand, efter dets Synsmaader og til dets Fordel. Danmarks Regjering var hjemmehørende i Danmark, den udøvedes, i det Hele i alle Fald, paa Dansk. Og dog var den i Hoved og Hjerte ofte udansk og styrede i visse Maader omtrent som om den havde været indsat af Tyskland, og ikke nærmest af eller for det danske Folk.
Vi gaar nu til Finland, hvor det rimeligvis vil være Noget at lære vedkommende vort nærværende Emne.
Det fortælles om Porthanus (Porthan), Professor i
