vedrører Folkeligheden, nemlig den, at en mere dannet Folkelighed, slig som den svenske i Finland, er stærkere, har større Levekraft og ligger mindre let under for Indflydelser fra andre Folkeslag end en udannet, samt den, at en mere udpræget Folkelighed er kraftigere end en, der endnu er ligesom et „ubeskrevet Blad.“ Ligeledes henpeger det der af Forfatteren er meddelt, paa, at fælles Lovgivning og fælles Religion forbinder Landskab med Landskab eller Land med Land, medens forskjellig Lovgivning og Religion bidrager til at holde dem fra hinanden og altsaa til at Samfundets Sammenføjninger løsner.
Samme Forfatter fortæller videre, hvad de Mænd tog sig for, der havde sat sig til Formaal at gjøre et Folk af de finske Menneskehobe, af Landets Bygdelag og Byer, altsaa at vække Bevidstheden hos dem om Enhed og Fællesskab med deraf flydende fælles Virksomhed som Samfund indad og udad, eller med andre Ord at vække Folkeaanden. Ogsaa heraf opgaar det da noget Lys over det Spørsmaal, hvad det hører til Folkelighed, eller hvad Emne (Stof) et Folk skabes af.
„Man begyndte,“ siger han, „at anvende det finlandske Sprog i Tidsskrifter og Aviser.“ Altsaa møder vi atter her den Lærdom, at Dannelsen af et indenlandsk Skriftsprog er et af de første Vilkaar for, at en Folkeaand kan komme op, og i alle Fald for, at den, om den er tilstede ubevidst, naturbunden eller ligesom i Dvale, kan blive frigjort og virksom. „Man samlede,“ siger han videre med største Iver paa finlandske Sagn og Folkekvad, og søgte af de Stumper man fandt, at sammensætte en hel oldfinlandsk Sagnkreds og Mytologi“ (Kalevala). Her lærer vi altsaa, at indenlandske Gude- og Helte-Sagn samt andre Folke-Sagn og Sange er blandt de Ting, der hjælper til at skabe en Folkepersonlighed.
