som den græske Religion og den græske Præstestand med sin ejendommelige Dannelse var kommen fra, nemlig fra Øst-Europa og dets Hovedstad, Konstantinopel.
Herom hedte det nylig i et dansk Tidsskrift „Medens den romersk-katolske Kirke altid og allevegne har kuet Folkenes frie Nasjonaludvikling, ved at lade Gudstjenesten foregaa i et fremmed Sprog (Latin), ja ved i det Hele i det stærke Hierarki (Præstevælde), hvis Hoved boede i det fjerne Rom, at indføre en Magt, hvis Grundsætninger og Interesser stillede sig i skarpeste Modsætning til Folkets, har derimod den græske Kirke altid skaanet Folkeslagenes Nasjonalitet; ti den har overalt ladet Gudstjenesten foregaa paa Folkenes eget Maal, og om end de forskjellige Landskirker erkjendte Patriarken i Konstantinopel for den første af Kirkens Overhyrder, fulgte dog deraf ingen Behersken af Nasjonalkirkerne ved Patriarken. Derfor har den ydre og universelle „almeneuropæiske“ Enhed, som det kristelige Rom stræbte at paanøde de forskjellige Landskirker „(den spanske, franske, tydske o. s. v. Folkekirke)“ ført til en uforsonlig og ødelæggende Strid, medens der i de græsk-katolske Lande har grundfæstet sig en ganske anden Enhed, nemlig en nasjonal af Gejstlighed og Folk, fordi Gejstligheden der ikke satte det som sit Maal at være Folkets Behersker, men at være dets Tjener.“ Paa et andet Sted siges det i Anledning af Lithauerne: „Det var ogsaa naturligt, at de langt bedre forstod Kristendommen, naar den blev dem forkyndt i Fredens Aand af de russiske Missjonærer, end naar de saa hen til, hvorledes deres Brødre Preusserne vare blevne omvendte til Kristendommen af de latinske“ (d. e. med latinsk-romersk Herskerlyst fyldte) tydske Riddere.“
Et Udtryk for de to forskjellige Aander, den græsk-østeuropæiske og den romersk-katolske eller latinske er ogsaa dette, som Forfatteren meddeler, at den græske Kirke
