Skrifter navnlig Bibler. I Skolerne lærtes Græsk, Russisk og Kirkeslavisk, d. e. Gammelrussisk, som endnu bruges i den græsk-katolske Kirke i Rusland som Kirkesprog. Men „ved Siden af disse Anstrengelser for gjennem Skolerne at vedligeholde Fædrenes Tro, og dermed Folke-Ejendommeligheden, gaar en mere umiddelbar Modstand mod den polsk-latinske Propaganda“ (Lære og Aand) „i Skikkelse af Stridsskrifter.“ At disse var paa Russisk, viste, siges det, at de nye polske Undersaatter var Russere af Tungemaal ligesaa vel som af Tro og Sæder. (Læseren mærke her Sæder; altsaa er Sæderne ogsaa en Del af Folkepersonligheden). Efterhaanden vandt Polskheden dog nogen Indgang. Lidt efter lidt opgav den indfødde Adel og en Del af den fornemste Borgerklasse sine Fædres Tro og Tungemaal og tilegnede sig Polakkernes i Stedet. Denne Polskhedens Sejer lettedes ved mange fattige Adelsmænd, der flyttede ind fra Polen (og indførte det her unasjonale polsk-vesteuropæiske Livegenskab, ligesom de i Slesvig indtrængte tyske Adelsmænd skal have gjort i dette Landskab.) Et Udtryk for den tiltagende Polskhed og den indfødde Folkeejendommeligheds aftagende Kraft var ogsaa Oprettelsen af polske Embedsposter, og tilmed under polske Navn. „Almuen blev derimod Fædrenes Sprog og Religion tro.“ Almuen er altsaa her troest mod Landets gamle Russiskhed, ligesom i Sønderjylland mod Landets gamle Danskhed og i Norge mod Landets gamle Norskhed. De Fornemme, de Dannede, som bedst skulde vide at vurdere det Hjemlige og Nedarvede, og som skulde være Almuens Mønstere i Trofasthed som i anden Dyd, og dens Ordførere og Forsvarere mod det Fremmedes og de Fremmedes Overgreb, har altfor ofte fundet det fordelagtigere at indlade sig med dette og disse Fremmede og saa lade Almuen skjøtte sig selv.
Idet Forfatteren til Slutning vil sammenfatte de
