Det morede de To at faa Besøg, og med største
Villighed prøvede de at forklare mig Alt, hvad jeg spurgte
om. Men jeg gjorde samme Erfaring her, som ellers:
Det er ikke saa lige til at spørge heller. Denne Haandsags-Skur
– saa simpel den end kan synes, er det dog
en temmelig kunstig udviklet Bedrift. Rimeligvis mere
end noget andet Sted i Landet hører den hjemme i Bygderne
omkring Mandal og Christiansand, ja i selve
disse Byer ogsaa, og dens Produkt er en stor Mængde
Smaaladninger af Bord og Planker, som flittige Jagteskippere
aarligaars seile over til Danmark med. Bønderne,
som eie Skove her omkring, ere ikke saa mægtige som
Storbønderne i Soløer og Østerdalen: delende Aarets
Arbeide mellem Gaardens Hjemmarker og Skoven, gaa de
selv med paa Tømmerhugst og Sagskur, eller de sætte sine
Sønner eller Tjenere til, eller de tage Løskarle, som mere
have gjort sig det til et eget Fag, og som i en Række af
Aar have staaet med Haandsagen den største Del af Aaret.
Og denne Bedrift har varet ved i Menneske-Aldere, og
Tænksomheden og Øvelsen har gjort Arbeidet til en Kunst, og
derfor er det ingenlunde gjort ved et enkelt Besøg hos et
Par Haandsagskjærere at komme efter, hvordan det har
sig med alt sammen. Ved Samtalen med det næste Par,
man træffer, mærker man ogsaa, at Noget havde man misforstaaet
første Gang, og ved det tredie Forsøg paa at
trænge til Bunds i Sagen maa man undres over, hvor
meget man glemte at forhøre sig om den første og den
anden Gang o. s. v.
Det første Par var som sagt baade villigt og taalmodigt; det var, som om de skulde staa der for min Nysgjerrigheds Skyld. Saa tog jeg et Kulstykke, satte Mærke paa Stokken, holdt Uret i Haanden og sagde: Skjær – saa skar de, og i to Minutter gjorde de 90 Slag og havde dermed skaaret Stokken igjennem i en Længde af
