er det da, at Kunsten viser sig: man maa se paa Stokken, hvordan den skal „slaaes op,“ og sommetider er den slig, at man maa „slaa Loddebugt.“ Naar jeg saa spurgte en rigtig En af en Haandsagskjærer, hvad det egentlig var at „slaa Loddebugt,“ saa smilte han til min Uvidenhed, og han havde aabenbart ondt ved at sætte sig ind i min Tankegang og nedlade sig til min Fatteevne og fremstille det saaledes, at det blev „populært“ nok for mig. Men netop derved fik jeg større Respekt for hans Fag, og jeg gjorde mig saa meget for, at jeg i Christiansand henvendte mig til en Officer og spurgte om han kunde ville vise denne lille Sag den Interesse at gaa ned paa en Lastetomt og tage Haandsags-Skuren i Øiesyn og saa bruge sin Mathematik og Tegnekunst til at beskrive og forklare mig Fremgangs-Maaden.
Jeg fandt hos Hr. Artilleri-Løitnant Nørregaard den venligste Imødekommen. Og den Beskrivelse som han siden har sendt mig, den kan jeg forstaa saa godt – men idet jeg lader den trykke, har jeg den Bi-Tanke, at det skulde nok more mig at erfare ved Leilighed, hvorledes den rigtige Haandsagskjærer, han, der driver det saa stødt som et Aargangsvand, hvorledes han kommer ud af den. Det er rimeligt nok, at vore Bøger og Tegninger ere ham noget kunstige, ligesom hans „Loddebugt“ var det for mig.
Nu følger Hr. Nørregaards Beskrivelse:
Skal f. Ex. Stokken A B skjæres til Planker, 8tom brede, 3tom tykke, tager man en ved en Kulbrand sværtet Snor og slaar dermed af Linierne a b og c d, idet Stokken er lagt paa Høikant. Derefter afsættes a b og c d = 8tom (Plankernes Bredde), og ved at lægge Snoren an stramt mellem a og c samt b og d og knipse den af et Par Gange mod Stokken, faar man afmærket Linierne a c og b d. Ved Hjælp af en Snor med Lod findes derpaa de lodret under a og b samt c og d liggende Punkter, der altsaa ogsaa ligge respective i 8 Tommers Afstand fra
