gere, var der indtil for nogle Aar siden bare to Haandsage; nu er der et halvt Snes. Længer i Øst have vi Tana-Fjorden; den store, skjønne Tana-Elv falder ud her, og høit oppe ved Elven er der en for denne Egn mærkelig og for Beboerne langs Elven og Fjorden høist vigtig Furuskov. Et Sted i Skoven, som hedder Karasjok, er der Kirkeplads og en Finne-By, som det her kaldes, hvis Befolkning er saa vidt fastboende, at de bo her om Vinteren; hver Mand af disse Finner er Tømmermand og Baadbygger. Og nu paa nogle Aar har en Handelsmand fra Kysten indrettet sig saaledes, at han tilbringer Vinteren her og kjøber og sælger; det er paa Sneføre og med Ren-Skyds, at Varerne bringes frem og tilbage. Nu har han blandt Andet forsynet næsten hver Mand med Haandsag; men da han begyndte, var der kun en, og denne ene (den var ganske smal af Filing efter den idelige Brug) havde været den første og var fulgt med en hidflyttet Kvæn – denne hed endda Isak Jonsen og var Fader til Karasjoks nuværende Kirkesanger, saa Brugen af Sag ikke kan være meget gammel her.
Den yderligste Bygd i Norge – om ellers det Navn Bygd kan passe paa en saa overmaade tyndt befolket Strækning – er Syd-Varanger, længst mod Øst i Østfinmarken, ind mod Russe-Grændsen. Naar man er i Vadsø, ser man Syd-Varangers Fjelde tvers over den brede Varanger-Fjord. Her er Flyttefinner inde i Landet, og ude ved Fjeldene bo Finner og Kvæner og Nordmænd, men kun faa af hvert Slag og mest hver for sig i smaa Grupper. Nogle af de Norske ere i senere Tider indflyttede søndenfra; men andre nedstamme fra gamle Finmarks-Familier.
For hver ny indflyttet Familie kommer der sagtens
