nye Ideer og Interesser med ind i dette lille Samfund. Her bor nu en dannet og dygtig Mand, der fungerer som Lensmand og Skovopsynsmand; en Handelsmand her i Sydvaranger har betænkt Universitetet med flere Samlinger af gamle Sager, som ere fundne i Jorden og paa Stranden der, og som ere Levninger efter Finnerne fra deres ældre Kulturliv, nemlig Fiskekroge og Pilespidse af Ben. – Nu nylig er en Kirke bygget og indviet paa denne vor fjerne Kyst, og det er nok Meningen, at Syd-Varanger skal faa sin egen Præst. Altsaa, Fremskridt her ogsaa.
Men her, fortalte en Mand i Vadsø mig, har man indtil nu brugt at stampe Vadmel paa den ægte, bogstavelige Maade. Han havde selv seet det engang. Det gik saa til, at Vadmelet blev dynket med varmt Vand, og saa lagt ind i en Tønde uden Bunder eller aaben i begge Ender – derpaa lagde to Koner sig til at stampe Vadmelet inde i Tønden saaledes, at den ene stampede imod den anden. De holdt Tønde-Aabningen tildækket med et Klæde, at ikke Varmen skulde dunste ud for snart.
Det er det Arbeide, som nu hos os gjøres paa Stampe-Møllen, og ved Vandkraft. Denne Maade med Fødderne havde jeg aldrig hørt før. Jeg maatte strax spørge ved mig selv: mon det er en finsk Opfindelse, eller mon det virkelig har været en almindelig norsk Maade før i Tiden? For dette sidste talte det Udtryk, som vi jo endnu have beholdt: at stampe Vadmel.
Og forleden Dag fandt jeg Svaret ved at blade i en gammel Bog om Island (Olavius’s Reisebeskrivelse, trykt i Kjøbenhavn 1780). Her findes en fuldstændig Afbildning og Beskrivelse af den samme Arbeidsmaade, som da var almindelig der. De to skjæggede Mænd paa Tegningen have et Stykke Vadmel paa 20–30 Alen mellem sig inde i Tønden og holde paa en Dags Tid med at stampe mod Hinanden og dermed bearbeide Tøiet. Det tager paa Kræf-
