Spor, Afstanden bliver ikke længere saa endeløs stor mellem Oldtiden og min egen Dag, det Hele bliver en sammenhængende Kjæde.
Og jeg vil mere end gjerne tjene som Mellemmand, naar Videnskabsmænd søge Hjælp og Bistand hos Almuesfolk. Der er jo overhoved ikke nogen himmelvid Forskjel mellem den videnskabelige Forskning og den jevne sunde Forstands almindelige Iagttagelse og Eftertanke, og med et lidet Side-Hensyn netop til dette har jeg i forrige Hefte, i det Stykke om Sten-Alderen, fortalt om Oldgranskeren Thomsen i Kjøbenhavn, hvorledes han, uagtet han selv ikke fra Begyndelsen af hørte til det videnskabelige Laug, dog gjorde den berømte Opdagelse om Sten-Alderen og Jern-Alderen, og hvorledes han, som naturligvis i Førstningen kun anede Sammenhængen og maatte gjætte sig frem, for at faa Vished henvendte sig til Landets Almue om Hjælp, og Grøftegravere og Plovmænd kom til ham med hvad de fandt i Jorden af saakaldte Tordenstene og Offerknive og deslige gamle Sager. Denne Forstaaelse mellem Videnskaben og det hverdagslige Stræv har ikke alene gavnet den første, men ogsaa kastet en oplivende Glands over dette sidste; Oldtidsvidenskaben er er bleven populær i Danmark og har bidraget Sit til at fremme Folkeoplysningen, til at styrke og udvikle Nationalbevidstheden, vække og nære Fædrelandskjærligheden.
Og vi have Exempel paa det samme her hjemme. Der er jo Tusinder af os, som have været Vidne til, hvorledes den saa særdeles agtede og yndede Professor Keyser har ført Besøgende omkring i Universitetets Samling af Oldsager og forklaret for dem Stykke for Stykke, og hans Personlighed har i høi Grad bidraget til at gjøre Oldtidsgranskningen agtet og yndet i vort Land.
Alligevel tør det være, at denne Sags Interesse ikke har trængt saa meget igjennem hos den norske Almenhed
