som det kunde ventes, og ligesom den nævnte Bestyrer af den Bergenske Samling klager over, at Almuen paa den Kant af Landet ofte behandler gravfundne Sager og andre Oldtids-Levninger altfor skjødesløst saaledes hører jeg af den nuværende Bestyrer af Universitetets Samling, Lektor Rygh, at han er af den Formening, at ogsaa her paa Østlandet en stor Del af, hvad der findes, slænges bort eller ødelægges.
Det var i afvigte Høst, at Hr. Henrichsen skrev mig til om dette; men jeg har udsat med Sagen indtil nu af den Grund, at nu kan jeg henvise til et Stykke i forrige Hefte (med den Overskrift: „Helgeland den ældste norske Bygd?“) og der pege paa et historisk Spørgsmaal, som enhver Nordmand maa finde interessant, og som ethvert nyt Fund af Oldsager kan tjene til at klare – jeg mener Spørgsmaalet om, hvordan det gik til med Norges Bebyggelse, eller hvad Vei Folket er indvandret til Landet.
Jeg siger, at hvert nyt Fund kan komme til Nytte ved Overveielsen af det Spørgsmaal, og min Tankegang er den:
Er den norske og den svenske Befolkning kommen ind i disse to Lande ad saa forskjellige Veie, som Nogle mene (den svenske tvers over Østersøen, fra de nærmeste Lande paa hin Side – den norske derimod fra Hvide-Havet og rundt Finmarken samt nedover den langstrakte norske Kyst og derpaa indad til de indre Bygder af Landet), saa synes det rimeligt, at da Nordmændene og Svenskerne langt om længe traf sammen ved Grændsen mellem begge Landene, maatte der være adskillig Ulighed i deres Skik og Brug, i deres hele Bedrift og Kunstfærdighed. Om man end tænker sig, at de to Folk oprindelig boede sammen i Landene hinsides Østersøen og at de der vare som Et, med ens Skik og Brug, saa mener jeg, at der maatte opkomme adskillig Ulighed under den langsommelige Flytning ad hine tvende
