af, at der har boet Folk i Hedenskabets Tid. I Maalselv- og Bardodalen spurgte jeg efter, men alle Svar gik ud paa, at der ikke kunde have boet norske Folk her før den nylig foregaaede Bebyggelse fra Slutningen af forrige Aarhundrede af; men jeg nævner Tingen endda, for at der mulig kan vindes fuldstændigere Oplysning.
Af største Interesse for Spørgsmaalet om Nordmændenes Indvandring skulde det ogsaa være, om man kunde finde Spor efter dem – eller ikke – langs den Vei, som de skulde have taget, for at komme ind i Landet paa den nordlige Kant. Der har været gjættet ikke alene, som anført, paa Veien langs Finmarkens Kyst, men ogsaa nordenom den Botniske Bugt og op gjennem de svenske Lapmarker. Paa den ene eller anden af disse Veie tænkes Stammen at være draget frem, findende et folketomt Land for sig og efterladende et folketomt Land efter sig. Men man skulde tro, at der maatte blive opkastet en eller anden Gravhaug eller dog reist Bauta-Stene over Folk, som døde underveis, eller at der maatte blive tabt af Vanvare et og andet Redskab, en Øx, en Pile-Od o. desl.
Endnu sikkrere skulde man vente at finde Spor efter vore Forfædre oppe ved Hvide-Havet, om de vare komne den Vei; thi her maatte de aabenbart have boet i lang Tid, inden de bleve saa fortrolige med Havet, at de kunde falde paa og virkelig være istand til at foretage hin Flytning til Søes rundt Finmarkens Kyster. Her vil det imidlertid være et rent Træf, om nogen norsk Mand kan komme til at gjøre noget Fund – det skulde da være, om vi kunde faa nogen af vore Oldgranskere til at foretage en Reise derhen.
Som jeg ved disse Bemærkninger vilde anbefale hver Mand at fordobble sin Opmærksomhed og Omhu, om han finder Noget, som vore Oldgranskere kunne bruge, saa skal jeg ogsaa tillade mig at yttre det Ønske til disse sidste, at
