lever endnu. Hvad Formues-Omstændigheder angik, vare de blandt de bedste i Sognet (men man maa have for Øie, hvad Sogn det er), og deres Ægteskab var børnløst. Men de have da ogsaa været i Forældres Sted for ikke mindre end 9 Forældreløse.
Vil man vide, hvorledes det er gaaet disse Ni? En døde før Konfirmationen, to efter samme, men dog (om jeg har forstaaet det ret) medens de endnu vare i Huset; fire ere gifte og saaledes komme fra Huset, men to ere endnu i Fosterhjemmet, og af disse to er en Gut endnu ukonfirmeret. Provsten Leganger har ikke kunnet komme efter, hvor stort det høieste Antal har været af Fosterbørn, som have været i Huset paa engang; men det veed han, at nu nylig var der tre; det var tre Brødre, og de to Børn, som endnu ere i Huset, ere af dem. Saa vidt vides, har der kun været en Pige blandt de ni Børn, men altsaa aatte Gutter. Paa en eller anden Maade have Børnenene været beslægtedede (men ikke altid nær) med enten Manden eller Konen. – Som Tegn paa Opdragelsens Held kan anføres, at hine Fire, som ere gifte, alle efter Egnens Forholde ere i nogenlunde god Stilling.
„Jeg har, siger Provsten, end aldrig hørt ymte om, at disse Ægtefolk syntes, de havde gjort nogen Tjeneste derved, at de havde taget sig af disse Børn. Deres eneste Vederlag har naturligvis været den Hjælp i Næringsdriften, som Børnene efterhaanden have kunnet yde dem; forøvrigt have de vistnok handlet af Barmhjertiged, uden at gjøre videre Beregning over Fordel.“
Finnerne ere i det Hele meget redebonne til at dele sin ringe Skjærv med Nødlidende. Til Stadfæstelse herpaa anfører Hr. Leganger, hvad Fattigkommissionen i Hammerfest Landsogn i 1863 har havt at betale for Fattige, som have været tingede bort til Forsørgelse netop hos Finner:
