ikke Tungemaalet ud eller Bokligheden (Litter.) paa Modersmaalet eller Regjeringen eller Lovene eller det Øvrige, som gjør Normændene til et Folk. Folkeligheden er saaledes udødelig, medens Personerne, de enkelte Mennesker, som bærer Folkeligheden i og hos sig, d. e, som taler Tungemaalet, som giver og haandhæver Lovene, som udfører Landsstyrelsen o. s. v., er dødelige. Paa den Maade skulde da Folkeligheden ikke have Noget med Personerne, som Folket er sammensat af, at gjøre.
Men det synes kun saa. Det er nemlig klart, at f. E. vor Folkelighed vilde gaa tilgrunde (og bare komme til at udgjøre en Del af Historien, ikke af den levende Virkelighed), hvis det kom en ny og værre Stormannadau, der tog Livet af hvert eneste Menneske i Landet. Om vi imidlertid endog bare tænker os, at der ingen Barn føddes i en Menneskealder (30 eller egentlig 33 Aar), til at udfylde deres Plads, der i samme Tidsrum afgik ved Døden, men at derimod de Dødes Plads udfyldtes med indflyttende Udlændinger, saa vil det være indlysende, at vor Folkelighed vilde undergaa Forandring formedelst den indstrømmende megen Danskhed, Tydskhed eller hvad for Udenlandskhed det nu var, som trængte ind paa de tomme Pladse. I begge Tilfælde sees altsaa Folkeligheden ligevel at hvile paa Personerne (Individerne).
Disse fremmede Indflyttede er nemlig ikke som indfødde Barn „ubeskrevne Tavler“ eller tomme aandelige Rum, der kan fyldes med, hvad det skal være, altsaa og med indenlandsk Folkeindhold, det vil her sige, med norsk Folkeejendommelighed. Udlændingerne er nemlig allerede før Indflytningen fyldt med fremmed Folkelighed, altsaa med fremmed Dannelse og Synsmaader (deriblandt ogsaa en Del Fordomme), fremmede Vaner og Tilbøjeligheder, Sprog og Sæder m. M., og disse lader sig ikke drive ud og indenlands-folkelige sætte i Stedet, navnlig ikke naar
