de Fremmede kommer i stor Mængde, og allermindst naar de kommer mest bare fra et enkelt Land og ikke fra flere eller, som til Nord-Amerika, fra mange. I dette sidste Tilfælde nemlig vil den indenlandske Folkelighed lettere være hver af de indflyttende udenlandske overlegen og stand til at raade med dem.
De Tusinder af Barn derimod, der aarlig fødes i Folkets egne indenlandske Familier, og som istedenfor Udlændinger i det ovenfor tænkte Tilfælde, udfylder Afgangen efter de aarlig Døde eller Udflyttede, er ikke fyldt med nogen Folkelighed og kan derfor modtage det Indhold eller den Form, som Folket gjennem Familien, Skolen, Kirken, Samfunds- og Folkelivet og den indenlandske Boglærdom lidt efter lidt plejer at give den opvoksende Slægt. Grunden til, at et Folk kan blive ved at være det samme, med samme aandelige Indhold, uagtet det jævnlig skifter kjødeligt Indhold og ikke udgjøres af samme Menneske-Exemplarer det ene Hundredaar som det andet, maa vel altsaa mest være den, at Afgang og Tilgang foregaar saa smaat og jævnt, at de Afgaaende, den ældre Slægt, faar Tid til, før de gaar til sine Fædre, at danne den yngre Slægt efter sit eget Billed, at opdrage den til at tænke og vide, ville og være omtrent hvad de selv, dens Forældre og Lærere, har tænkt, villet o. s. v., og altsaa at lade den fra Fædrene nedarvede Folkelighed gaa over paa sine Barn og Efterkommere.
At Folkeblandingen har Indflydelse paa Folkeejendommeligheden ser vi da ogsaa stadfæstet, naar vi lægger Mærke til, hvad der i Danmark er foregaat, navnlig i den nyere Tid (for ikke at tale om i den ældre).
Efterat Enevoldsmagten 1660 havde knækket den gamle danske Adel, trodde Kongerne ikke at kunne gjøre sikker Regning paa dens Troskab og Hengivenhed, og holdt den derfor borte fra Stats- og Hof-Tjenesten og fra de
