at tale og skrive sit Modersmaal; det gjælder ikke længere for Tegn paa Dannelse at skamskjænde det med fremmede Brokker“ (Ord og Talemaader); „man skriver ikke længere fransk Udskrift paa Breve mellem“ (Byerne) „Ringsted og Slagelse, man disputerer ikke paa Latin, man konverserer“ (snakker) „ikke altid paa Tysk, fordi en tysk Opvarter eller Probenreuter“ (Handelsrejsende) „befinder sig i Stuen; men Von’net lever uforkrænket som et høihelligt Minde om den Tid, da Hoffet var tysk, Intelligensen“ (den videnskabelig dannede Klasse, „de Boglærde“) „latinsk, og Nationen en Flok Filistre“ (Spisborgere).
„Der gives ikke noget Folk i Verden,“ siger Bladet videre, „som gjør sig skyldigt i en lignende Latterlighed“ (som den at sætte et udenlandsk Stempel som „von“ paa sit Navn); „ikke nogen anden Hær“ (end den danske), „som ikke vilde anse sig for vanæret ved at bære et fremmed Mærke; ikke noget andet Officerskorps, som vilde taale, at dets Navne bleve besmittede med et saadant „Stempel der Knechtschaft“ (Ufrihedens Stempel). „Thi det er „Von’net“; det er en Levning fra en aandelig, national og politisk Trældomstid, fra en Tid, da kun, hvad der var Tysk, var godt her i Landet; det er et Arvegods efter Jakob von Tybo“ (den stortalende Soldat hos Holberg: saalænge det bæres, vedbliver der at hefte Lidt af ham ved enhver dansk Officer, hvor tapper og hvor national denne end mon være.“ Saa Meget Bladskriveren.
Meningen med vor Tale ovenfor om Indflydelsen af Folkeblanding og Indstrømning af Udlændinger er imidlertid ikke den, at det Retteste skulde være at afstænge sig og holde Udlandets Dannelse og Dannede ude. Tværtimod medfører Blandingen Sundhed og Styrke baade i det Legemlige og det Aandelige. Der er kun dette at iagttage, at Folket maa se til at være Herre i sit eget Hus, og ikke gjøre sig Udlændingerne enten udvortes eller indvortes
