underdanigt, og til den Ende ikke gjerne tage formange Fremmede ind ad Gangen, men give dem Adgang lidt efter lidt, om ikke til Landet, saa dog til offentlig Myndighed, til Embeder og Del i Lovgivningen. Folket vil nemlig da være istand til saa at sige at fordøje det Fremmede (assimilere det) og gjøre det til Kjød af sit Kjød og Ben af sine Ben. At Udlændingerne danner faste Masser, smaa „Stater i Staten“, som Tilfældet har været hos os i Bergen ligefra Kong Sverres Tider, er lidet ønskeligt.
Til yderligere Oplysning om, hvad det er, der smelter Millioner af Enkeltmænd sammen til en Folkepersonlighed og lader dem afføde et stort Fællesliv og Folkeliv, samt hvad det er, der paa den anden Side hindrer deres Sammensmeltning til en Folke-Enhed, skal endnu kun meddeles Noget, der nylig er sagt om to af Europas Samfund, det ene nyfød, det andet halvdødt, Italien og Tyrkiet.
Om Italien har den Mening været udtalt, at dets forskjellige Dele er i den Grad forskjellige, at de tiltrænger at have hver sin særskilte Regjering, Neapel en for sig, Kirkestaten en for sig, Norditalien en for sig o. s. v. Herimod har Andre med Rette gjort opmærksom paa, at alle Dele af Italien dog have det Vigtigste af det, der kræves til Folkeenhed, nemlig fælles Religion, fælles Tungemaal, fælles Bogskat, fælles Kunst, og desuden fælles Ønsker, fælles Fornødenheder, fælles Synsmaader, fælles Forhaabninger, og dette er, har de sagt, mere, end det kan siges om alle Dele af England eller Frankrige, der dog holdes for at udgjøre hver et Folk, en Folkeperson. Vel gives det, det indrømmes, gammel Skinsyge mellem Stater og Stater i Italien, f. E. mellem Neapel og Sardinien, der tjener til at adskille Italienere fra Italienere og hindre deres Sammensmeltning til den ønskelige Enhed i den