fra dem og gjort Samfundet svagt og sygt. Disse Øvelser giver kraftige Legemer og personligt Mod og Selvtillid; de frembringer en dygtig Folkestamme; de giver Samfundet følgelig en større Forsvarsevne; de fremkalder samborgerligt Liv i og ved de store Folkemøder, demokratisk Retning m. M.
Vi Norske maa her tænke f. E. paa vore Skytterlag, som de har sagt skal „opdrage Folket og give det en mandigere og alvorligere Retning.“ En lignende opdragende Indflydelse er og, uden Tvil med Rette, tillagt vore Vaabenøvelsesforeninger og vore Sangerlag, som saavel skikkede til at „vække Folkeaanden og førædle Folkebevidstheden.“ De og Lignende er vor Tids olympiske Lege.
At navnlig Vaabenøvelser i alle Fald før har været tiltrod slig Virkning, dette skjønnes blandt Andet af, hvad det fortælles om vore dansk-norske Enevolds-Konger, at de nemlig ikke syntes om, ak Borgerne samlede sig til Vaabenøvelser. De syntes bedre om, at Borgerne var svage; derved blev Kongemagten des mere nødvendig. Ubehjælpelighed hos Borgerne og Mangel paa Selvtillid og Kraftfølelse gav Kongemagten Styrke; men en Styrke, der flyder af slig Kilde, er vistnok ikke videre sund og velgjørende.
Et andet Eksempel fra England paa, at en udbred Folkeskik kan have mere at betyde, end En skulde tro, indeholdes i følgende Skildring, som en Brevskriver fra London for ikke længe siden lod indføre i en tysk Tidning. Vil vi end drage Adskilligt fra som Udsmykning eller Overdrivelse, blir der dog nok altid meget Sandt tilbage i den. Skildringen gjælder den engelske Skik at æde et Slags Mad, som kaldes Plumpudding om Juledagen.
„Det er en Kjendsgjerning,“ siger Brevskriveren, at idag „(Juledag)“ alle Engelskmænd i alle Livsstillinger og
