sten til og fra Handelsstedet Repvaag, en 3–4 Mile længere oppe ved Fjorden. Saa bærer samme Postmand Posten tilbage til Hammerfest. En Mand, som ofte har faret denne Vei, gav mig et Begreb om disse Skibakkers Møie. Der gaar en 5 Dage til Touren frem og tilbage.
Men fra Hammerfest kan Vinter-Posten ikke vel naa til Lands-Ende eller til Øst-Finmarken med Vatsø og Vardø Byer. Did gaar derfor om Vinteren en Landpost fra Alten af, som ligger sydligere end Hammerfest, og Veien gaar gjennem et vidtløftigt Indland over Fjeldfin-Byen Karasjok i Hjertet af det egentlige Finmarken, ned igjennem Tana-Dalen til Kirkestedet Polmak, over Seida-Fjeldet frem til Varanger-Fjorden, langs denne til Vatsø, langs Hav-Kysten til Bussesundet, over dette til Vardø.
Paa det sidste Skifte har det vel mest været norske Postmænd, som have befordret Posten, baaret den paa sin Ryg. Jeg talte med en gammel Mand, som havde havt det Hverv i over 20 Aar og det baade Sommer og Vinter, nemlig før Dampskibsfarten.
Men fra Alten til Vatsø gaar Posten gjennem et Strøg, som kun beboes af Finner, og her er det altsaa Finner, som befordre den, og det paa deres Vis med Ren-Skyds.
I 1822 blev en Fjeld-Fin i Karasjok ansat som Postmand dels for Veien fra og til Alten i Vest, dels for Strækningen mellem Karasjok og Polmak i Øst, – og da jeg var paa de Kanter, i Sommeren 1863, havde han ganske nylig, nogle faa Maaneder før, ladet sig overtale til at tage sin Afsked, i en Alder af 79 eller 80 Aar.
Jeg veed, jeg blev hel underlig til Mode ved at høre om disse 41 Aars taalmodige Udholdenhed, og det hos en af disse Finner, som jeg ellers har kommet til at tænke mig som Ustadigheden selv!
