Da jeg talte med Hartvig, havde han nylig fyldt sit
68de Aar, og da var han nylig kommen tilbage til sit
Hjem i Tromsø fra en Fisketour til Finmarken alt til
Vardø, en Tour paa 21 Uger og 3 Dage. Men sin
første Finmarks-Tour gjorde han i Aaret 1810, og siden
den Begyndelse havde han fortsat indtil nu og gjort samme
Fart Aar efter Aar, som oftest alt til Vardø længst mod
Øst og stundom endog til Russe-Finmarken. Det blev ialt
54 Gange!
Til Finmarken reises i April, da det saakaldte Lodde-Fiske forestaar. Før den Tid er Lofot-Fisket, i Februar og Marts. Egnens Fiskere søge først Lofoten og gaa derfra til Finmarken, og saa havde da ogsaa Hartvig gjort i hin lange Aar-Række.
Men derfor mener jeg, jeg tør sige, at gamle Hartvig kjender hvert Skjær og hvert Fiske-Me fra Lofot-Odde i Vest til Vardø i Øst.
Man betragte engang den Strækning paa Kaartet! Den har neppe sin Mage paa Jorden. Den er mærkelig formedelst sin Uendelighed af Klippe-Øer og høie Forbjerge og dybe Fjorde, og den er mærkelig formedelst det Menneske-Liv, som har spredt sig henover: Agerdyrkningen slipper her og dermed saa mange af de naturlige Betingelser for et civiliseret Liv, og dog følger Civilisationen med helt her op.
Den har fulgt med paa Baade, hvor Mænd som gamle Hartvig vare Høvedsmænd.
I de første Aar, han foer paa Finmarken, var der temmelig folketomt og øde paa Fiskeværene og ligesom hedensk mellem de faa Folk, der var. Sent kom Børnene til Kirke for at døbes, og saa kom de kanske ikke did igjen, før de skulde konfirmeres, og sent var ofte det. Der var saa faa Præster. Derfor kunde heller ikke han og hans Kone bekvemme sig til at flytte did og sætte sig ned
