vel ogsaa snart være ødelagte, ligesom de Ord af de Reisendes Rommani, som han endnu husker, vel skulle gaa i Forglemmelse.
Og hvad der allermest gav mig den Forvisning at det stod vel til, det var ikke alene, at baade Manden og Konen yttrede sig saa tilfreds og talte saa frimodigt og manerligt om alle Ting, men endnu mere, at jeg ikke hørte nogetsomhelst Klagemaal af nogen af dem, hverken over deres nuværende Kaar eller over de Mennesker, de havde havt at gjøre med. Den eneste, som saa ud til at være sørgmodig her i Huset, var en gammel Høne; thi Dagen iforveien havde de været to sammen, men saa blev den ene dræbt, fordi den var altfor gammel, og derfor gik nu den anden og sørgede.
De klagede heller ikke over Usselheden af det Hus, de boede i, skjønt de talte om det. Saaledes kom Konen tit at yttre, at i Vinter havde hun ret ikke faaet arbeide stort med Rokken eller Væven, thi saasom Gulvet var saa aabent og koldt, kunde hun ikke stort lægge Barnet fra sig der, men maatte meget sidde med det paa Fanget.
Det er Lars, som bar kostet op Kogeovnen, der staar i Stuen, og den hjalp lidt paa Usselheden. Ellers er Huset saadant, at det fast maa kaldes uforsvarligt, at Folk bo saaledes en Vinter igjennem.
Lars staar da ogsaa allerede i Underhandling om Kjøbet af et gammelt Hus, som skal være at faa for 10 Spd. Det maatte flyttes; men en anden Mand har allerede givet ham Løfte paa Tomt. Et andet og bedre Hus kan ogsaa faaes, men vil koste mere.
Denne Sag med Huskjøb var den nærmeste Anledning til mit Besøg. Jeg var nemlig vidende om, at Lars havde faaet et Andragende skrevet og indsendt, om Hjælp til Hus af det saakaldte Fantefond, og senere havde han været selv hos mig i Christiania for at give en Del yder-
