Træk viste mig, skal man se at nok hele denne Tanke og Foranstaltning til Dyrenes Forsvar og dermed til Menneskenes Vel er spiret frem.
Han fortalte det saaledes, eller rettere, ved mine Spørgsmaal fik jeg lidt om lidt alle disse Enkeltheder frem:
Allerede i 1862 stiftede Provst Brun her i Bardo Sogn en Forening mod Dyrplageri, og Peder Moen var Medlem. Nu var Peder tillige Ordfører i Formandskabet, og i et Møde her talte han underhaanden om et Middel til at befordre denne Forenings Formaal, nemlig at modarbeide Sultfødning, og efter Overvindelse af Indvendinger (Nogle mente, at Fjøsstellet hørte til de Ting, som maatte overlades til Enhvers eget Skjøn) fik han Formandskabets Medlemmer til at vedtage, at i den forestaaende Høst skulde de hver i sin Del af Bygden gaa om og Hus for Hus undersøge Fodermængden og give Raad om, hvor mange Kreaturer der forsvarlig kunde sættes ind. Denne Plan blev dog ikke udført, saasom han, som havde foreslaaet den og som var den, der skulde drive paa, kom til at være fraværende ved den Tid, da Tingen skulde gjøres.
Men Planen blev gjemt og ikke glemt. Næste Aar, 1863, i April Maaned, engang Provsten var ved Annex-Kirken, blev der holdt et Møde i hin Forening, og i dette Møde foreslog Peder, at selve Foreningen skulde indgaa til Formandskabet med en formelig Forestilling om den samme Sag, som han ifjor havde forsøgt at drive igjennem mere som et privat Foretagende. Dette gik Foreningen ind paa; ja, i selve Mødet blev ikke alene Planen fuldstændig udviklet (Bygden skulde deles i 3 Kredse, og der skulde være en Undersøgelses-Kommission med 3 Mand i hver Kreds, og det hele Arbeide skulde udføres saaledes som jeg strax ovenfor har beskrevet det ved Talen om Maalselvdalen), men man blev endog enig om, hvilke Mænd man øn-
