skede at Formandskabet skulde vælge til at være med i disse Kommissioner.
Dette blev som sagt aftalt og vedtaget i hint Møde Foreningen mod Dyrplageri. Men længer ud paa Aftenen, da Provsten og Peder Moen sad alene sammen, bliver denne opmærksom paa, at saasom Tiden er saa knap, saa vil der neppe blive noget af med den ønskede Befaring allerede i samme Vaar, dersom man først skal samle Formandskabet til Møde og saa dette skal prøve at faa de paatænkte Kommissioner istand. Men nu var jo Provsten Formand i Foreningen mod Dyrplageri, og Peder var Ordfører i Formandskabet, og de To bleve enige om strax, og uden det samlede Formandskabs Mellemkomst, at skrive til de Mænd som vare blevne udpegede til dette Hverv, og anmode dem om for det Første at udføre den omhandlede Befaring i selve det nærværende Foraar. Dette blev altsaa Provsten og Peder enige om at skrive. „Men – sluttede Provsten – du faar gjøre det, Per, (udfærdige Skrivelserne), for jeg maa reise, – og desuden giver jeg mig ikke, før du lover at du selv vil være med i Kommissionen for Salangens Distrikt, for du ved selv, at der er mest Fattigdom, saa der bliver det baade vanskeligst og vigtigst.“
Dengang jeg havde den Fornøielse at besøge Peder Moen i hans Hus, var ikke alene hin Vaar-Befaring paa denne Maade bleven iværksat, men senere hen havde Formandskabet formelig stadfæstet den hele Forføining og endog indsendt sin Beslutning desangaaende til Amtets Approbation.
Det var lige efter denne Forhandling i Bardo, at Provst Brun skrev hin Fremstilling til Maalselvdalens Formandskab, og derfor har jeg kommet til at tænke mig Peder Moen som den, i hvis Sind den hele Plan først er opkommen. Dersom Hr. Provsten træffer til at læse dette, saa vil han velvillig bemærke, at jeg er saadan, at jeg med Flid søger frem Exempler som dette, hvor en Bondemand ial-