fald har været med i at udtænke noget Ædelt og Godt. Der er kun den Forskjel i de to Sogne, at medens Foranstaltningen i Maalselvdalen egentlig alene havde nogle afsondrede Grænder for Øie, foresatte man sig i det lille Annex-Sogn ikke at gjøre Persons Anseelse, men at ransage hver Gaard og undersøge hvert Dyr, hos baade Rige og Fattige.
„Hvad sagde Folk til godt, naar I kom i dette Erinde?“ spurgte jeg Peder. Nei, der var Ingen som gjorde Indvendinger, og Alt gik af i Venskabelighed. De, som havde sine Dyr i godt Huld, havde heller Fornøielse af at vise dem frem, og hvor det var anderledes, der var der gjerne Fattigdom i det Hele, baade i Huset og i Fjøset, og der fulgte det af sig selv, at Undersøgelsesmændene gik varsomt tilværks, som Venner, der kom for at raade og advare. I det Hele vilde man først og helst søge at fremme det Rette ved at tale til Forstanden og Samvittigheden (og det er i denne Sag, som i Grunden i alle, saa overmaade heldigt, at hvad Samvittigheden byder som Pligt, det fremstiller sig tillige for Forstanden som Fordel) – men frugtede ikke det, saa agtede man at bruge Loven og ty til Øvrigheden og faa Straf over Sultfødningen.
Nu, jeg skriver dette, er Høstbefaringen forhaabentlig udført efter Bestemmelsen, med dens Raad om, hvor mange Heste, Kjør og Faar der med Rimelighed kunde blive at vinterføde. Og naar dette Hefte er trykt og langt om længe kommet op til Bygderne, saa er vel Vaar-Kniben for Haanden. Det er en Gru at tænke paa Vaar-Kniben i i vort Land – men siden jeg veed om hin Betænksomhedens Foranstaltning saa er det mig en Lettelse at tænke paa, at i denne enkelte Bygd har man kanske allerede Erfaring for at det saa vakkert udtænkte Middel virkelig har gjort det bedre for baade Dyr og Mennesker. Maatte det være saa vel! Jeg ønsker det oprigtigt – baade for Bygdens Skyld,
