som giver Exemplet, og for Egnens, ja for det hele Lands Skyld, som for mange Bygders Vedkommende kan behøve saadanne Exemplers Opmuntring.
Til Maalselvdalen kom jeg fra Finmarken, og der – jeg kan ikke sige hvor grufuldt det havde været mig at høre kjendte Mænds Beskrivelser over Sultfødningen der. Stundom maatte jeg ty til den Trøst at tænke, at der var kanske nogen Overdrivelse i Fortællingerne. Men hvad ville vel de gode Bønder i Maalselvdalen sige, naar jeg bekjender, at denne Trøst svandt for mig ved at høre om urimeligt Kreatur-Stel selv her, ikke alene som meldt oppe i Finne-Lierne, men nede i den vakkre Maalselvdal selv, som videnom er kjendt som disse nordlige Egnes Mønsterbygd, hvad angaar Jordbrug og Landhusholdning? Det er jo ogsaa en Bygd af indflyttede sørlandske Bønder, som naturligvis med al Flid skulde have øvet sig i Landhusholdningens Kunst, ligesom Nabo-Bygdernes gamle Slægt af Søbønder har sin Styrke og Øvelse i alt, hvad der hører til Fiskeriets Bedrift, og jeg maatte tænke, at naar det indtil for ganske faa Aar siden (thi i de sidste 10 eller de allersidste 5 Aar er her skeet stort Fremskridt) har staaet saa til her, kan jeg jo nok forestille mig det Værste mellem Skolper og Finner ude ved Havkanten.
Men just derfor fornøiede det mig ogsaa, at det dog var Maalselv- og Bardodalene, som gav hint Exempel paa virksom og planmæssig Iver for at faa en Forandring i Tingen.
Og fra endnu en anden Side blev jeg greben ved at høre om dette.
Thi for nogle Aar siden blev jeg selv af en sjelden Inderlighedens Mand her i Christiania opfordret til at være med og søge oprettet en Forening mod Dyrplageri. Jeg undslog mig, og det hovedsagelig af andre Grunde end den, jeg nu skal nævne; men jeg mindes dog godt, at en
