mig var en stor Sjeldenhed, nemlig om en Bestræbelse for at faa afskaffet en af disse Hus-Skikke, som vanskelig nogetsteds kan bestaa med sin Følelse for det Velanstændige, og som aabenbarlig maa bidrage til at forplante den Letfærdighedens Aand, som engang monne have trængt sig ind.
Hvad jeg glædedes ved at høre i Maalselvdalen, var dette, at samme Tid som Provst Brun mødte frem i Formandskabet for at anbefale hin Forføining med Hensyn til Kreaturstellet, opfordrede han de forsamlede gode Mænd af Bygden til at forene sig om den Plan, at enhver i sin Kreds skulde virke til den Forbedring i Hus-Skikkene, at de Husbønder, som paa nogen Maade kunde komme af med det, skulde anvise de unge Folk i Huset et særskilt Soveværelse for hvert Kjøn.
Det er netop denne Sag, for hvis Skyld jeg – hvad Folkevennens Læsere maaske have undret sig over – saa nøie og saa vedholdende har agtet paa Bygnings-Skikken i vore Bygder.
Om en af Mændene ved Mødet blev mig fortalt, at han strax efter indførte den anbefalede Skik i sit Hus. Men en anden af de Tilstedeværende, en af Bygdens mest anseede ældre Bønder, tog Ordet til Forsvar for den almindelige og gammeldags Skik, og min Hjemmelsmand, som ogsaa havde været tilstede, mente, at samme Forsvars- Ord virkelig var de Flestes Mening.
Siden var jeg saa heldig at træffe Manden selv og høre hans Grunde. Lignende Grunde har jeg hørt ofte før; hvad der her gjorde Indtryk paa mig, var at høre dem af en Mand, som ellers med Alderens Værdighed forenede Erfaringens og Skjønsomhedens Anseelse.
Jeg maatte tænke paa Dig, min kjære Gamle, da jeg en Maaned senere sad paa Throndhjems Tugthus og samtalede med nogle Kvinder der, netop Kvinder fra Nordlandene og Finmarken, som vare dømte for Fostermord –
