Men saa simpel denne Tanke i sig selv er, saa har
den jo Aarhundredes Vane imod sig i vore Bygder, og
trænger til Talsmænd.
Hist og her have netop hine Sundheds-Kommissioner optraadt som Talsmænd ogsaa i denne Retning.
Men det forekom mig rimeligst at vente, at Fattigkommissionerne vilde anvende sin Indflydelse her.
Jeg har vovet at uleilige med følgende:
| Beretning om Fantefolket | 1850. |
| Fortsat Beretning om samme | 1859. |
| Anden Aars-Beretning om samme | 1862. |
| Tredie Do. Do. | 1863. |
Alle disse Beretninger ere uddelte gratis til Fattigkommissionerne, de sidste af dem ogsaa til Lensmændene – som til Tak for en hel Del Meddelelser, som Lensmændene paa min Anmodning havde indsendt, og som Beretningen for 1862 indeholdt Uddrag af.
Men i samme Aar 1862 gik jeg videre og bad Lensmændene om at give nøie Agt paa alle gjennemstreifende Fantefølger i 1863 og saa ved Begyndelsen af 1864 sende mig Beretninger om dem.
Nu er Tiden for Haanden, at jeg kan imødese disse. Men imidlertid har jeg Haab om at faa omsendt en Rundskrivelse til alle Præsterne ogsaa, for at faa opgivet efter Ministerialbøgerne, hvor mange og hvilke Personer af Fantefolket der i de sidste Par Aar have faaet Børn døbte eller ere blevne konfirmerede ægteviede, begravne.
Thi selve Iagttagelsen af de Personer, som gaa, er en paa en Gang lemfældig og alvorlig Forfølgelse af dette Samfundsonde. Det feiler nemlig ikke, at Fanterne selv
