blive vidende om, at man holder Øie med dem, og denne Bevidsthed virker som en moralsk Magt, saa nu En, nu en Anden ledes til at fatte et andet Sind og enten at slutte med Vandringen eller dog stelle sig anderledes og bedre.
Og navnlig vil der nok kræves den nøiagtigste Statistik over det hele Fantevæsen, naar der næste Gang skal fremlægges Forslag for Storthinget sigtende til at kunne yde Fanterne Hjælp og til at have Magt over dem.
Men kanske allermest ønsker jeg Bidrag til at blive kjendt med dem, for – ja bare for at kjende dem, for at kunne følge dem med Tanken.
Der er en Person af Fantefolket, som sidder paa Mangelsgaarden nu (saa kaldes Tvangsarbeidshuset i Christiania). Det var efter Raad af en Præst, at han lod sig indsætte her, for under nogle Maaneders Stilstand at samle sit Sind og lære sin Christendom og beredes til at blive døbt. Jeg har det lille Arbeide at være hans Lærer. Han har en voxen Søn, der engang syntes at være et haabløst ungt Menneske, og derfor glædede sine Velgjørere dobbelt, da han omsider tog sig godt op og blev konfirmeret som en anden brav Gut og kort efter anbragt til Søes. Nu for et Par Maaneder siden kom Gutten hjem af sin første Reis – en Langtour, hvor han havde været alt til China, og han skrev et pent Brev til Faderen. Her saa jeg Fader-Glæde hos min Katechismus-Lærling!
Men faa Uger efter kom der Brev om, at denne lovende Gut var falden tilbage, idet han var strøget af med en Pige af Fanteslægten.
Hvor jeg stunder efter at høre mere om Gutten, at jeg ret nær og nøie kan følge ham i Tanken!
Og der er flere Saadanne. Men det er dog ikke