Det er ikke blot i Natur-Videnskaberne, at der gjøres forunderlige Opdagelser i denne Jernbanernes og Telegrafernes Tid – det samme spørges ogsaa fra de Videnskaber, som have os selv eller Menneskeheden til Gjenstand, de historiske Videnskaber f. Ex. Der skulde flittige Tunger til at fortælle og vidt aabnede Øren til at opfange Alt, og naar jeg nu i denne Time skal fortælle om Sten-Alderens Opdagelse, saa tør jeg (havde jeg nær sagt) næsten ikke tænke paa selve Sagen, man maa uafladelig være betænkt paa, hvorledes jeg skal fatte mig i Korthed – saa vidtløftig er allerede den Nyhed bleven.
Den allerførste Begyndelse er dog egentlig gammel, og den har man den saakaldte simple Mands opmærksomme Øie at takke for.
Bonde-Almuen i Danmark, i det sydlige Sverige og ellers i flere Lande har i Aarhundreder gjort sig sine Betænkninger over nogle synderlige Stene, som nu og da kom frem ved Pløining og Gravning i Jorden. Det første Blik saa, at de vare ikke simpelthen Smaa-Stykker af større Stene, men at de vare tildannede. De vare saa pas store og saaledes dannede, at de faldt godt i Haanden og syntes som skabte til at slaa og kaste med. De vare for det meste af Flint eller anden haard Art og gav Ild for Staalet. Jeg mener, at den sidste Egenskab har hjulpet til at sætte Tanken paa Vei, og Tanken gav sig til Ro med dette, at det maatte være Tordenstene, som Tordenen slog og kastede efter Troldene med. Nogle af Stenene vare som Kiler, skikkede til at kløve Træ med, og naar Tordenen nu og da traf et Træ og kløvede det