lige til Roden, saa var jo det et godt Bevis paa, hvad disse Stene vare brugte til og hvor de vare komne fra.
Naar Præsten kom ud paa Marken og fik se en slig Sten, som Folkene netop havde fundet, saa havde han ingen Indvending at gjøre mod denne Forklaring; thi i de Tider var der Ingen, som rigtig skjønnede, hvad Torden var.
Kanske Præsten tog den underlige Ting med ind og gjemte den i Skabet, og saa kunde han siden vise den frem for Herremanden eller for den lærde Doktor fra Hovedstaden.
Kort sagt, det kom dertil, at baade Læg og Lærd vidste om disse Tordenstene. Bonden brugte tildels at have en saadan Sten gjemt i Fæhuset for at skræmme Troldene bort, eller han lagde den i Drikken til den syge Ko, som han troede var forgjort.
Endelig skjønnede man, at det dog ikke kunde have sig saaledes med disse Stenes Oprindelse. Men noget hemmelighedsfuldt og gaadefuldt kom man fremdeles til at tænke sig ved dem, idet Forklaringen blev saa, at det var Offerknive, Levninger fra det mørke Hedenskab, dannede af Menneskehaand ved Tilslagning og Slibning af naturlig Sten og bestemte til at bruges ved Offerdyrenes Slagtning, istedetfor Hverdags-Øxen. – Man kunde grue sig ved at tage en saadan Sten i Haanden tænk, om der havde været Menneske-Offringer i de Dage!
Foruden hist og her paa Marken fandt man ofte saadanne tildannede Stene i Gravhauge fra Hedenold. Der kunde man da se, at de paa en Maade havde været agtede for hellige, eller at de havde staaet i en eller anden Sammenhæng med Hedningernes Tro og Dyrkelse!
Denne Forklaring gjaldt i lange Tider.
Saa var der en Mand i Kjøbenhavn ved Navn Thomsen – en Handels-Kontorist, men ellers en underlig Fyr og en stor Gjæk efter gamle Mynter og saadant
