Træstamme fra Kanten af vælter ud i Myren, og i Myrvandet bevares den mod Forraadnelse, og Torven, som altid voxer og voxer, groer over den og skjuler den. Nu kan det hænde, at en anden Stamme falder ned over den første og atter overgroes og saa fremdeles. Kort at fortælle: ved at spade Torv i Myrene har man i Danmark fundet flere Floer eller Lag af nedvæltede Træstammer, og ved at agte paa, hvad Slags Træer der ligger i hver Flo, har man fundet, at der i Tidens Løb er foregaaet en høist mærkelig Forandring med Landets Skove og (som man kan slutte) med Landets Plantevæxt i det Hele. Først var Landet bedækket med mægtige Fure-Skove; saa døde de ud, og der kom lidt efter lidt Egeskove igjen; den tredie og sidste Forandring er, at Egeskovene tyndedes og for største Delen gav Plads for Bøgen, som nu er det herskende Skov-Træ i Danmark, ja, som netop her har sit frodigste Hjem, maaske fremfor i noget andet Land. Af hine Furuskove har der derimod i den saakaldte historiske Tid ikke været et Træ at se, paa de Stammer nær, som ere blevne bevarede i Myrene.
Men nu ser jeg berettet, i et Skrift, som den udmærkede Lærde, Englænderen Lyell i afvigte Aar 1863 har udgivet om disse Sager[1], at den førnævnte Danske Professor Steenstrup med egen Haand har taget ud et Flinteredskab, som laa nede i Torvmyren under en nedvæltet Fure-Stamme, Noget, som ikke kunde været gaaet til paa anden Maade, end at Redskabet først var tabt og blevet liggende i Myren, og at saa Træet var væltet ned ovenpaa det – altsaa et Bevis for, at Sten-Alderens Folk skulde være jevngammelt med Fureskoven, eller have levet, før den Skov-Væxt gik under.
- ↑ Det er fra ham, jeg har hentet min Kundskab om de sveitsiske Fund.
