skaber spredte mellem Bryggestenen. Vare de af Jern, saa vidnede de om Jern-Alderen; vare de af Sten, saa blev man kanske nødt til at tænke sig, at vi her havde Mindesmærker for os fra samme Tid som hine danske Kjøkken-Møddinger, fra Sten-Alderen nemlig.
Jeg gjætter snarest paa Jern-Alderen. Og herimod maa ikke indvendes, at i den Tids-Alder havde man jo Gryder, dels af udhulet Sten, dels af smedet Jern. Disse vare nemlig smaa og kunde i det høieste bruges til Madkogning, medens den Maade med ophedet Sten sagtens brugtes, naar det gjaldt om at opvarme større Mængder af Vand.[1]
Og med Hensyn til det andet Spørgsmaal, kan man vistnok i hvert Fald antage, at denne tarvelige, men ellers sindrige Maade har været brugelig i Aarhundreder. Alligevel vilde det ikke været godt at begribe, hvorledes de Gamle skulde have faaet ophobe saa store Masser, som Exemplet fra Huseby viste os, dersom det kun skulde været Levninger eller Mindesmærker efter Ølbrygningen; thi der brygges jo kun engang imellem. Men det er rimeligt,
- ↑ Ved atter og atter at tænke over Sagen, finder jeg det rimeligt, at denne Brug af Bryggesten vistnok har begyndt i en meget fjern Fortid, i Hedenold, men at den har vedvaret til temmelig nær Nutiden eller til den Tid, da den Opfindelse blev gjort at støbe Gryder af Malm. Men den Opfindelse er neppe mange Hundrede Aar gammel, ligesom Opfindelsen med Kakkelovne. Almuens Sagn om Bryggestenen er da maaske opkommet, ikke, som jeg først troede, ved en rimelig Gisning om disse Stenhobes Tilblivelse, men ved sammenhængende Overleverelse fra Slægt til Slægt alt fra den Tid, da den gamle Brug endda var i fuld Gang, ligesom der selv her paa Østlandet er en endnu ikke ganske udslettet Erindring om den Tid, da man istedetfor Kakkelovn eller Skorsten ikke vidste af andet Ildsted end en Aare midt paa Gulvet, med tilhørende Røghul i Taget. Aaren og Bryggestenen har maaske fulgtes ad.
