at man i hine gamle Dage har brugt at varme Vand til Drikke for Kreaturene, ligesom endnu, og der har da hele Vinteren igjennem været en daglig Bedrift i Ildhuset, som har forøget Dyngen.
Det har været stort Besvær og tungt Slæb at koge paa den Maade. Megen Ved skulde kjøres til Gaards og hugges op – mere end der behøves nu, man har passende Kogekar –, og det var et varmt Arbeide at rage de glohede Stene frem og løfte dem op i Karret.
Dette Besvær har Snorre Sturlesøn og de andre gamle Skribenter ikke talt om – det jeg veed –. De have muligens selv været Vidne til det, men have da sagtens betragtet det som Noget, der ikke kunde være anderledes, og som alle Mennesker kjendte til, saa det har ikke faldet dem ind at gjøre det til Gjenstand for Beskrivelse.
Men saaledes er der Meget, som de gamle Bøger ikke melde noget om, og Bryggestenen er et Bidrag til at forstaa noget af dette Meget.
Hvergang jeg nu ser en Bryggestens-Haug, ser jeg i Aanden den lange Række af Fremskridt og Forbedringer i det menneskelige Arbeide og i Arbeids-Klassens Kaar, fra Oldtidens store Simpelhed og Tarvelighed og Møie til Nutidens mange Opfindelser og bekvemme Indretninger.[1]
- ↑ Bryggestenen hører til Bedriften i Ildhuset. Enhver Lettelse i denne Bedrift kommer væsentlig Kvindekjønnet til Gode. I hin Tid havde Karlene kanske saa fuldt op at gjøre med at kjøre Ved, at Kvinderne maatte hjælpe til med at kløve den. Det kom da dobbelt vel med, at man omsider kom efter en Maade at koge paa, som baade var mere letvint og bekvem i sig selv, og som ikke krævede saa meget Ved. For nogle Aar siden besaa jeg et nyt og usædvanlig stort og bekvemt Fæhus paa en Gaard i Østerdalen, og ikke mindst fornøiede det mig at se den nye Indretning med en Vandledning, som befriede Budeierne for det Arbeide at bære den Mængde Vand fra Brønden. Siden blev jeg opmærksom paa,
