geste og Fattigste. Hvor man har kommet, har det været forbausende at se, hvordan hele det norske Folk forstod, at de Spørgsmaal, som udkjæmpedes i Frankrige, vare af den højeste Vigtighed for hele Europa, selv for os i vor Afkrog af Verden; denne Følelse fandt sit naturlige Udtryk i den mest rørende Deltagelse for Frankriges Ulykker. Det kan være, at vi have overdrevet dette Riges Betydning for Frihedens og de smaa Staters Bevarelse; men vi have alligevel ikke skuffet os selv, naar vi forstode, at dets Undergang var enstydigt med den gamle Statsordens Tilintetgjørelse og vi saa fuldt vel de Farer, hvorfor vor egen og Europas Frihed nu vilde være udsat. Den gamle Tilstand medførte ialfald Sikkerhed for den en Gang erhvervede Frihed, skjønt den ikke havde let for at forenes med Alt, hvad denne bar i sit Skjød.
Lige fra Krigens Udbrud var det norske Folk næsten enstemmig paa Frankriges Side. De, som af Beundring over Tydskernes fortrinlige Krigskunst eller af andre Grunde ikke have været med paa denne næsten exempelløse Deltagelse, ere kun et ringe Antal. Det er blot at beklage, at Begejstringen for Frankriges Sag ved en enkelt Lejlighed gav sig Luft i raa Optøjer, rettede mod tyskfødte Forretningsfolk i Kristiania, hvilket bagefter gjennem samvittighedsløse Avisskrivere kom frem i en forsætlig forvansket Form i tyske Blade. Den glædeligste og smukkeste Side ved denne Begejstring er den Redebonhed, hvormed Alle ydede sin Pengeskjærv til de saarede og nødlidende Franskmænd; men i det Ydre kom Begeistringen stærkest til Udbrud, da et vidunderligt Tilfælde i Slutningen af November førte en Luftballon med to Franskmænd fra det belejrede Paris til Lifjeldene i Thelemarken. Paa sin Rejse til Kristiania over Kongsberg og Drammen modtoge disse modige Mænd en almindelig Hyldest, der til en Del gjaldt deres egen Villighed til at ofre Alt for sit Fædre-
