Side:Folkevennen 1871.djvu/142

Denne siden er ikke korrekturlest
138

land, men dog mest var et kraftigt Udtryk for den oprigtige Medfølelse, hvormed alle Nordmænd omfattede Frankriges Sag. De to „Ballon-Franskmænd“ forlode Kristiania i de første Dage af December for at vende tilbage over England og fremdeles deltage i sit Fædrelands sidste Kamp. Aaret 1870 var ogsaa i Norge paa en Maade det sidste i en gammel Statsorden, forsaavidt det var det sidste, hvori der ikke holdtes aarlige Storthing. Den forøgede Interesse for det offentlige Liv, som maa blive en Følge af denne betydningsfulde Forandring, havde saaledes i 1870 endnu ikke kunnet komme til at virke, og man kan ogsaa heri se en ny Forklaringsgrund til, at Frankriges Sag optog saa Meget af vore Interesser i Aarets anden Halvdel. De samme Partier, som havde dannet sig, navnlig under det nittende Storthing, og derfra havde trængt ud i Folket, have imidlertid vedblevet at bestaa, uagtet de i Aarets Løb have manglet den Spore, som ligger i en fortsat Brydning mellem de forskjellige Partier inden Nationalforsamlingen.

Det var et mærkeligt Tilfælde, at netop det Aar skulde berøve os to Mænd, der begge hver paa sin Maade havde indtaget en fremragende Plads i de treaarlige Storthings Tid; det kunde heller ikke fejle, at Enkelte, der have betragtet Sagen fra et mere ensidigt Standpunkt, ogsaa virkelig udlagde dette, som et Tegn paa, at det nu var forbi med den gamle Statsorden. Disse tvende Mænd vare Schweigaard og Ueland. Schweigaard blev ved sin Bortgang med Rette nævnet som Landets første Borger, og et helt Folk sørgede over hans Død. I Kristiania, hvor hans Begravelse med sjelden Højtidelighed foregik paa Kommunens Foranstaltning, viste den hele By sin Deltagelse i Sorgen, saa at hans Ligfølge ikke kunde regnes efter Hundreder, men efter Tusinder. Ogsaa udenfor Hovedstaden udmærkedes hans Begravelsesdag paa