megen Uvilje, navnlig om det er sandt, hvad der paastaaes af Mange, at den forstmæssige Drift af en Skov er den mindst indbringende. Maaske er det dog nødvendigt, at der gjøres Indskrænkninger i den private Ejers frie Raadighed, og i saa Fald maa den Enkelte finde sig i at lide for det Heles Vel. Rimeligt synes det at være, som man ogsaa har bragt paa Tale, at vedkommende Distrikter selv fik den fornødne Myndighed til at ordne Sagen, eftersom der var Trang til. Der spores ingen Formindskelse i den tilvirkede Trælast, uagtet Udsigterne ikke have været synderlig fordelagtige. Dertil kom i 1870 den fransk-tyske Krig, som nødvendigvis maatte vise sine Virkninger for vor Trælastudførsel, dog har den endnu ikke gjort saa meget, som man kunde ventet. Efter Freden vil der rimeligvis i Frankrige tiltrænges en stor Mængde billige Træmaterialier, dels fordi de derværende Beholdninger nu ere medgaaede, dels fordi der efter Krigens Ødelæggelser vil blive bygget Meget; da ville rimeligvis Udsigterne blive særdeles gode. Det er maaske Forventningen herom, som fremdeles har holdt Liv i disse Forretninger og ladet Trykket blive mindre føleligt i Trælastdistrikterne. Udskibningen af høvlet Last til fremmede Verdensdele fortsættes fremdeles bl. a. fra Snarøen ved Kristiania, hvor der er et meget betydeligt Anlæg. Dette fortjener ogsaa at nævnes af en anden Grund, som et Mønster for lignende Anlæg, idet man skal finde faa Steder, hvor der allerede fra Først af er an- vendt en saadan Omhu for den Arbejdsstok, som der finder sin Beskjæftigelse.
Torvdriften[1] har i 1870 havt en ualmindelig Fremgang saavel i Egne, hvor man for første Gang har skaaret Torv, som hvor bedre og hensigtsmæssigere Behand-
- ↑ Om Torvmyrer og Torvdrift se Folkevennen 17de Aargang Side 296 og flg. Norsk Landmandsbog 1868 S. 119 og 1869 S. 121, samt Forstmester Asbjørnsens Bog, Torv og Torvdrift.
