Søndfjord, samt efter Opfordring af Vangs Formandskab paa Hamar, hvor Torvprøver og Redskaber forevistes og derefter førtes Samtaler angaaende forskjellige Torvdriften vedkommende Emner.
I de hallingdalske Sæteregne i Højfjeldene er der, efter den i det foregaaende Aar meddelte Anvisning[1], i 1870 optaget Torv til Sæterbruget paa mange Steder. Man fik den vel tør, brændte den allerede, før man forlod Sætrene, og beklager almindelig, at ikke mere blev optaget. Flere ere saa vel tilfredse med Udbyttet, at de, uagtet de ikke mangle Sæterskov, dog ville bruge Torv til Hjælp, fordi den baade kan vindes lettere og giver jævnere Varme.
I Throndhjems By tiltager Brugen af Torv aarligaars, og skaaren Torv er der ogsaa til Salg til en rimelig Pris. En god Sort Skjæretorv, hvis Brændeværdi er undersøgt i Kristiania, sælges til 1 Spd. 80 ß pr. 1000 Stk., der veie 1600 Pd., og i Brændeværd svare omtrent til 928 Pd. eller 4 Td. god Stenkul, som i Throndhjem neppe kan haves under 60 Skill. pr. Tønde.
Paa Heimdalsmyrene (1 Mil fra Throndhjem) har man til Brug for Jernbanens Lokomotiver tilvirket en Slags Maskinæltetorv, som bliver omkring 10 Skill. billigere end den tilsvarende Brændeværdi pr. Td. Stenkul. Senere har man ogsaa paa Jernbanen benyttet Skjæretorv, der skal blive omtrent halv saa dyr som Stenkul.
Paa Sørumsmosen ved Lillestrømmen skal der være projekteret at anlægge en Fabrik for Tilvirkning af Kugletorv, der for Tiden synes at være den hensigtsmæssigste Maade at tilgodegjøre Torven paa til Maskin- og Fabrikdrift.
I en lang Række af Aar have vi vænnet os til at betragte det store Sildefiske, som i Aarets første Maa-
- ↑ Se Adressebladet, Tillæg til Almuevennen Nr. 34, 25de August 1869.
