som hos den Del af Befolkningen, der havde sin Næring ved Sildens Tilvirkning. Allerede i de første Dage af Marts var Haabet ude, og de Fleste begyndte at tænke paa Hjemrejsen; den 12te Marts telegraferede Opsynschefen, at der kun var liden fremmed Almue tilbage i Fiskedistrikterne. Der var ingen Rimelighed for at ligge længer og vente paa den Sild, som ikke lod sig fange, og som holdt en Almue paa mange Tusinder for Nar. Nogen Erstatning var der vistnok i de højere Priser; men dette var ikke nok. Saa tungt et saadant mislykket Fiske imidlertid kan falde i den første Tid, har det dog ogsaa sine gode Sider. Fisket har altid en vis Lighed med, et Lykkespil, og den Fordel, som det skaffer, gaar derfor ogsaa lige saa hurtig som den kommer. Et større Uheld vil derfor lettelig kunne opfordre Almuen til større Forsigtighed og Sparsomhed med det vundne Udbytte, og til ved Siden deraf at drive paa andre Beskjæftigelser i de Maaneder, hvori der ikke er Fiske.
Man skulde tro, at et mislykket Vaarsildfiske vilde have den Følge, at vore udenlandske Markeder til et andet Aar vilde se sig om efter andre Leverandører og derved næste Gang være spærrede for os. Heldigvis havde vi dog andre Fiskerier, der kunde hjælpe paa Forsyningen af Sild, navnlig Storsildfisket i Nordlands og Tromsø Amter. Det sidste har først slaaet til i de senere Aar, medens Sommersilden i Bergens og Throndhjems Stifter er en gammel Gjæst. Storsildfisket udbragte i 1869 henimod 280,000 Tønder, men var i 1870 betydelig mindre, kun 170,000 Tønder. Det foregaar om Høsten og en Stund efter Nytaar; den fangede Sild skal aldeles ligne Vaarsilden og give en god Vare paa Markedet. Fisket antages at ville blive af megen Betydning, og Regleringen har af den Grund allerede ladet en sagkyndig Mand anstille Undersøgelser derom. Ogsaa paa en anden Maade
