fik man i 1870 Erstatning for Vaarsildfiskets mislige Udfald, idet der allerede før Jul 1869 viste sig under Kysten store Masser af saakaldet Blandsild, hvoraf der blev fanget omtrent 150,000 Tønder, som dog kun bleve daarlig betalte, sjelden over en Daler for Tønden. Mellem denne Sild fandtes allehaande Sorter, lige fra den nordlandske Storsild til den allermindste Slosild. Fisket varede ud hele Januar; det Meste af Silden blev solgt til Bergen, hvorfra den udskibedes til Storbrittannien, Frankrige og Holland. Havde Almuen vidst, hvad Slags Vaarsildfifke der forestod, havde de sikkert baade fisket Mere og faaet bedre Betaling for sin Vare.
Ved den sydligste Del af vor Kyst, i Kristiansands Stift, foregaar der ogsaa et ganske betydeligt Fiske. Her er det Makrel, som fanges, og som for det Meste udføres til England, nedlagt i Is. Makrelfisket drives i Maj og Juni ofte en 3–4 Mile ude paa Havet med Drivgarn, efter Midten af Juli gjerne med Dorg, og endelig om Høsten, naar Fisken søger ind i Fjordene, med Not. Værdien af Udbyttet angives i Regelen for hvert Aar til over 100,000 Spd. Til Fisket benyttes Dæksbaade, der ere kortere, men bredere end de sædvanlige Listerbaade. Foruden Makrel udføres der ogsaa Hummer og Lax til England for store Beløb, tilsammen henimod 100,000 Spd. hvert Aar.
Det stadigste og mest aarvisse af alle Norges Fiskerier er det store Torskefiske under Lofoten. Denne Øgruppe er noget af det Mærkeligste, man kan se. Dens lodrette Fjelde, der stige op til en Høide af mellem 1500 og 4000 Fod og paa Afstand se ud som en sammenhængende, uigjennemtrængelig Væg, danne et Værn for Vestfjorden. Langs den indre Side af denne Væg ligger der med passende Mellemrum smaa Øer, der ere som skabte til det Brug, man gjør af dem, idet de afgive gode Havne,
