hvor de fleste af Lofotens mest bekjendte Vær ligge; nogle af disse findes dog ogsaa paa de Steder, hvor Fjeldvæggen træder tilbage og giver Plads for en smal Strand, saadan som paa Øst-Vaagøen. Ikke lige under Fjeldvæggen, men en 34–1 Mil undaf strækker sig derpaa den store Havbanke, hvor Torsken siger ind og gyder sin Rogn. Det hele er som skabt for dette storartede Fiske; mellem de store Øer findes de mærkelige Sund, hvorigjennem en stor Del af Vestfjorden fyldes og tømmes i Flod og Fjære. Naar Strømmen er paa det Værste, gaa de ganske hvide; ingen Baad kan da ro dem op, ja selv Dampskibet maa ofte opgive sin Modstand mod denne Havets Vælde.
Her har der i umindelige Tider foregaaet en storartet Bedrift, og endnu samles her hvert Aar omtrent 20,000 Fiskere, som drage Havets Rigdomme op af denne aldrig udtømmelige Kilde. Der nord bruges endnu (ligesom ved Trælasthandelen) den gamle norske Regnemaade efter store Hundreder, det vil sige, saa at 100 betyder 120 og 1000 følgelig 1200. Imidlertid er man i den senere Tid ogsaa der begyndt at bruge Titalsystemet, som nu efterhaanden sejrer overalt, og efter dette opføres Udbyttet af Lofotfisket i 1870 til over 21 og en halv Million, som er beregnet til at indbringe Fiskerne en samlet Fortjeneste af over halvanden Million Spd. Dette er ikke saa ganske lidet over, hvad man anser for et Middelfiske. Dog maa der fra den her anførte Sum trækkes, hvad der medgaar til Udrustning o. s. v., hvilket ingenlunde er smaa Beløb. I 1870 var Fisken i ganske god Pris, saa at Udbyttet derved blev langt bedre end f. Ex. i 1867, da der dog fangedes over 26 Millioner Torsk. Dette er Tal, som have noget at sige; thi Vestfjordens Torsk er en ganske anden stor Krabat end den, som findes i Kristianiafjorden. Hovedet af en Lofottorsk kan ofte i Størrelse nærme sig Skelettet af et lidet Bjørnehoved og ser ikke ud til at spøge med.
