Torskefisket i Finmarken har ofte nærmet sig i Betydning
til et lidet Lofotfiske, uagtet det kun besøges af
henimod halvt saa mange Mennesker. Finmarkens Rigdom
af Fisk er næsten uberegnelig; men hvad man savner, er
gode Havne. Lige saa fortrinlig Lofoten er som Fiskeplads,
ligesaa daarlig udstyret er Finmarken. Her er ingen beskyttende
Skjærgaard; i Vest styrte de stejle Fjelde eller
Næringer i Søen uden Fod, og kun hist og her findes en
liden Holme, der kan give Fiskernes Baade det fornødne
Ly. I Østfinmarken er Almuen forholdsvis endnu værre
stillet, idet selv et Sted, som Vardø, der i flere hundrede
Aar har været et af de vigtigste Vær, savner en ordentlig
Havn. Det offentlige har allerede i nogen Tid været betænkt
paa at skaffe en saadan, ialfald for Vardø, uagtet
det vil koste flere Hundredetusinde Spd. Længere end til
et Forslag er man endnu ikke kommen; men rimeligvis vil
Storthinget i 1872 faa at afgjøre Sagen.
Det finmarkske Vinterfiske kaldes Loddefiske, efter en liden Fisk, som Torsken forfølger og sluger. Hvor denne staar under Land, kommer Torsken strax efter; men da det ikke lader sig beregne, naar dette sker, bliver Fisket af denne Grund ofte meget ustadigt, da det foregaar over en meget lang Kyststrækning. I 1870 begyndte det i Februar og holdt ved til Slutningen af Maj. Da Vejret næsten den hele Tid var meget gunstigt, slog Fisket ogsaa godt til. Det samlede Udbytte af Loddefisket og et Vinterfiske i Finmarkens vestligste Herreder, hvor der ikke er Lodde, ansloges til over 12 Millioner Torsk, regnet efter store Hundreder. Fiskernes Antal var henimod 14,000, hvoraf henimod 12,000 for det egentlige Loddefiske. Omtrent tre Fjerdedele af disse sidste brugte Liner, de andre Dybsogn, kun faa Garn. Den fangede Fisk er beregnet til en Værdi af over 750,000 Spd., hvilket for hver Mand giver et gjennemsnitligt Udbytte af over femti Spd. Dette er mere,
