gelige Mulighed, at socialistiske Anskuelser, om de skulde slaa an hos os, ogsaa kunde vinde Indpas hos vore Arbejdere, men i saa Fald ville Arbejderforeningerne være det bedste Værn imod disse. Thi det er her, som overalt ellers, at den, som selv er istand til at dømme om det sande Forhold, ogsaa har lettest for at modstaa den Fristelse til at slaa ind paa en udskejende Retning, som har sin bedste Støtte i Uvidenheden.
Ogsaa inden det norske Kirkesamfund har Aaret 1870 at opvise mange Møder. Planen til disse kirkelige Møder skriver sig fra 1869, fra den Tid, da Storthinget nægtede Bevilling til et stort Landsmøde, „Kirkestorthing,“ saaledes som man har det i Sverige efter Indførelsen af den nye Forfatning. Der dannede sig efter dette Afslag en stærk Bevægelse i det Øjemed at faa afholdt frivillige Sammenkomster for at drøfte de Spørgsmaal, som havde Betydning for den norske Kirke. Uagtet den Plan, man først havde afgjort, ikke kunde gjennemføres, kom dog Møderne i Stand. Det talrigst besøgte var Stiftsmødet i Kristiania i de første Dage af November, hvor der indfandt sig over 300 Deltagere, ligesom der ogsaa vistes en stærk Interesse i store Kredse udenfor. De behandlede Gjenstande vare af den største Vigtighed, saasom Spørgsmaalet om Bibeholdelse af den tvungne Konfirmation, om den kirkelige Stemmeret o. s. v. Men saalænge de derved faldne Udtalelser ikke skrive sig fra valgte Repræsentanter, men kun fra frivillige Deltagere, er det dog ikke mueligt at sige, hvad Betydning man kan tillægge dem, som Beviser paa Folkets Opfattelse af de forebragte Sager.
Efter mange Aars Venten bragte endelig Aaret 1869 os Landstads nye Salmebog, som i 1870 paa mange Steder er bleven indført i Menighederne. Først bagefter har der rejst sig Indsigelser imod dens Antagelse, der væsentlig støttede sig til Mangler ved Salmernes Form. At disse
